Det var i Hindbærplukningens Tid.
Kørevejskanten var støvet-hvid,
og alle Trær
stod og trak saa tungt deres Vær.
Dybt i Skoven lå der et Kær
og blinkede med sit sorte Vand.
Der knejste Mjødurt ved dets Rand,
og en stærk bedøvende Honningduft
fyldte den hedesitrende Luft.
Fra Kæret løb der en spinkel Bæk
klynkende gennem en sumpet Dal
og smuttede væk
ind under en mandshøj Bregnehæk —
en Hindbærsal,
hvor tunge Klaser af moden Frugt,
saftigt svulmende, mørkerød,
imellem de grøngrå Blade smukt
strålede med Karfunklers Glød.
Ej Strå der svajed, ej Løv der skjalv.
Jeg stod på Stien og så og så:
Gult strimede Lyset ned på skrå
igennem en Rift i det mørke Hvalv.
Det væltede ned så hvedegult,
over et — var det et Barn, der stod
til de slanke Hofter i Krattet skjult?
En rødt guldskinnende Fletnings Flod
glat og blank og vægtfuld gled
over Nakkens frygtsomme Hvidhed ned;
hendes blege Pande og blege Kind
ligesom sugede Lyset ind;
men dybt i Øjnene dunkelgrå
i et Væld det lå
og så sørgmodigt i Verden ud;
smal var Mundens røde Hud,
men buede sig alvorligt-blød,
hindbærrød,
som om de sødeste Kys den bød.
Hun løftede let sin runde Arm,
mod Trøjen spændte den spæde Barm.
Hun dækkede Kurven med Løv og gik,
men skænkede aldrig mig et Blik.
Forbi hun gik på sin nøgne Fod,
som vidste hun ikke, hvor jeg stod.
Jeg stirrede efter den brune Hæl,
fremad fløj den i bløde Kast,
næsten som om den havde Sjæl,
og kaldte: Kan du, så hold mig fast!
Men tag mig én, og tag mig to,
en Tåbe søger ad Elversti.
Så gik jeg at høre Græsset gro,
skød mig en Høg, der fløj forbi!
