Jeg selv var lidt af en Jæger engang,
da lystig og let mit Hjærte sprang.
Med Husbonds Bøsse til Skovs jeg gik
og så mig om efter Jægerskik.
Mangen en Dag i den spæde Vår
jeg støvlede langs med Åens Skrænt
med Bøssen i Armen og Piben tændt
og Tasken over det venstre Lår;
og langsomt drev den duftende Røg,
omkring mig hang den og fulgte med;
og Åen væltede strid og høj
sit sagte rislende Vand afsted;
af Væde var Jorden pladrefuld,
det drypped af Gren, det drev af Muld,
dog, Luften lokkede, Solen trak,
Græsstråene pippede trøstig nok,
og Anemonernes muntre Flok
de hvide Nakker i Været stak.
Men hist, hvor den filtrede Tjørn gav Læ,
lå Sneen end i en snavset Vold,
en snevandsbækkende Dværgebræ,
og gjorde Luften i Skyggen kold.
Med ét min Hund ubevægelig stod
med Poten løftet og Stjærten stiv;
og der snurrede op af de visne Siv
på butte Vinger et Fugleliv,
og bum! det faldt ved en Ellerod;
og Hundens savlende Kæber slap
den spættede Sneppe for min Fod,
mens fra det knuste Næb der knap
drev et Par Dråber højrødt Blod. —
Og mangen sildig Oktoberkvæld
med Jorden skorpet og Himlen klar
jeg gennem duggede Bregner skar
en Gensti ned under Bakkens Hæld;
jeg satte mig hen på en Bøgebul
med Bøssen lagt over begge Knæ
og så det bladtynde Birketræ
gennemglimtet af Måneguld;
og mellem de sorte Skove lå
Mosefladerne sølvergrå
med sorte og sære Skygger på;
og der rørte sig Fugl i de stive Trær,
og den store Hornugles dybe Brum
klagede pludselig ganske nær,
og så var atter al Jorden stum:
Til — tys! — der knækkede Kviste dær!
og der raslede Løv! — og herskertryg
en kronet Hjort kom spankende brat
på Grønningen ud fra et sumpet Krat
og knejste højt i den blege Nat,
saa Takkerne rørte den slanke Ryg:
Et Glimt, et Knald, et Spring, et Fald,
et langt ud rullende Genlydsgjald — —
og jeg gik frem, mens rolig-stolt
det rygende Rør i min Hånd jeg holdt:
Da følte jeg mig så gudestærk,
som om Verden var mine Hænders Værk!