Ved Kirkegårdens Låge
står vi og titter
ind ad det sorte Gitter.
Alleens Popler sløres
af sølvhvid Månetåge.
Staden er fjærn, kun som et Brus den høres.
Du mærker det, Veninde?
Elskov, der døde,
dufter os tungt imøde.
Dær gror kun purpursorte
og hvide Roser inde, —
gror over Lig, bagved de stængte Porte.
De stakkels kolde hvide!
Dær, hvor de lyser,
ligger en Mø og fryser.
Det Liv, som lidet savnes,
må længes end og lide.
Nej, skal vi dø: Elske dog først, og favnes!