Her er godt i disse lange
med Linoleum belagte
høje luftiglyse Gange,
hvor man altid taler sagte,
hvor Nischerne midt i den sorteste Vinter
skinner med Primler og blå Hyazinther,
der gennem den renlige sunde Karbol
sødelig dufter til Saligheds Pris
for Helgener, klædte paa Helgeners Vis,
i brogede Klæder, med Gloriesol.
Bedre dog paa disse svale
Sygestuers Smertelejer!
Der er Storm fra Dødens Dale,
Sol, hvor Livet vinder Sejer,
en Mark, hvor der bryder sig Kræfter mod Kræfter;
ikke blot Legemet kendes derefter:
Den Trodsiges Trods var et sønderbrudt Sværd;
vindtørre Blade den Kløgtiges Ord;
igennem min Sjæl der et Ragnarok foer,
da segned de Guder, som intet var værd.
Her er godt i disse Gange
til at gå og tænke rolig
på de gennemgangne trange
Måneder i Trængsels Bolig.
Til Natten jeg talte. Hans Øjne var blinde,
Stum var hans Tunge. Jeg kendte min Fjende.
Da vendte jeg mig til den seende Dag,
spurgte mit Hjærte og fangede Råd:
Mens Dagen er inde, giv Dagen din Dåd!
så vil mod Natten han føre din Sag.