Dæmpet gennem matte Ruder
højt fra Loftet Lyset falder.
Båren fra min Barnealder
aldrig af så bløde Puder!
Kun af Moderfavnens ømme
hvilesøde Bølger vugget
har som nu jeg Smærtesukket
åndet bort i lune Drømme.
Men hvor er jeg dog? Jeg sejler
mellem blanke Slotsfaçader;
Murens gule Marmorplader
skyggeagtigt Båden spejler.
Nej, nu véd jeg ... Uformodet
står en Nonne ved min Side,
bleg og sortklædt, med sit hvide
Ordensklæde over Hodet.
Hen på hendes Bæltes blanke
Sølvkors ser jeg hele Tiden,
tænker på det — tænker siden:
Hvor mon du løb hen, min Tanke?
Alle mine Tanker svirrer
sammen i en broget Lysning,
og en sagte, kølig Gysning
gennem alt mit Legem dirrer.
Bort gled nu den høje Stue,
svævende af Luft jeg bæres,
Ild jeg ånder, jeg fortæres
af en sød lyksalig Lue.
Ingen Verdens Ting mig tynger,
Sang fra fjærne Drømmeriger
klinger dæmpet frem og stiger,
svulmer, løfter mig og gynger.
Ånderne fra Morgenrøden
går mig strålende imøde.
Er det Døden, som jeg døde,
salig, salig er da Døden.
Som de kom, de gyldne Toner,
skyller atter de tilbage.
Drøn i Drøn jeg hører brage
tusend tordnende Kanoner.
Drøn i Drøn, bestandig flere,
Himlen flagrer som et Lagen:
Dommedagen, Dommedagen ...