Ja, sådan skal Violer stå,
så lunt, med sådant Solskin på,
så mørkeblå,
halv skjult af deres Blade.
Vi mærked i den skarpe Luft
en Duft, så frisk, så dyb en Duft,
og blev så hjærtensglade.
Den friske lille blå Viol,
den sidder i sin grønne Stol,
helt fyldt af Sol
til Hjærtet inderst inde.
Den lader, som den er så lidt;
så kender vi dens Duft med Et —
o, Minde!
Et Blik, et Smil, en Duft forbi —
alt Livets Forår var deri,
min blå Viol-Veninde.