Løvspringets blødende Længselsklage
i Overfyldning af Sundhedssaft —
så Blomstrets Blussen, solhøje Dage,
dugdybe Nætter af moden Kraft.
Så Frugtens Formning, Kronløvet blegner,
det grønne Bægerblad visner brat,
og Blæsten blæser, og Regnen regner,
og Blomsten falder en høstkold Nat.
Dog, fik den frembragt i Trå og Trængsel
blot eet, et eneste fuldgodt Frø,
da lever endnu dens Lyst og Længsel
og Blomstersjælen skal ikke dø.
Ny Kim skal spire, ny Knopper fyldes
af Længslers Lidelse, Livets Lyst,
deraf genfødes og frisk fremtrylles,
hvad falmet visnede sidste Høst.
Alt, Kraft og Svaghed, i fortsat Groning
lidt efter lidt folder fuldt sig ud,
Støvvejens Løndyb, Saftårens Snoning,
den silkeglitrende Blomsterhud — —
O du, som undfik og fødte hende,
hvem jeg fandt Blomsten af Kvinders Flok,
hengav mig til og forstod at vinde,
men aldrig, aldrig kan elske nok!
Jeg hilser dig, du min Lykkes Moder,
min Fryd du fødte, for mig du led,
imod dig strømmer i dybe Floder
mit Hjertes Tak og min Kærlighed.
Din unge Friskhed, din Elskovs Varme,
Pulsslagets Styrke, dit sunde Blod,
Mildhed med Evne til ærlig Harme,
din Viljes Troskab, dit muntre Mod,
Alt gav du Barnet, imens det lønligt
dybt ved dit Hjerte lå indelukt;
du gik og bad for dets Lykke bønligt,
du gik og drømte så meget smukt.
Ej blot de kraftige Årestrømme,
nej, alt dit Væsen i Fred og Kiv,
alt, alt du leved i Dåd og Drømme,
var med at danne det nye Liv.
Ej dit alene hint Elskovsunder,
du tænkte lidet på mig derved;
dog, når jeg mindes de tusend Stunder,
hvor du kun vogted den Spædes Fjed —
Når al din Kærlighedsmagt jeg mindes,
hvert Smil, hver Tåre, hvert livsfyldt Ord, —
hvor fast en Mor med sit Barn forbindes,
og alt af hendes i Barnet gror, —
Og ser til hende, den glæderige,
hvis Liv gror sammen med mit Liv nu,
må dig jeg bringe min Tak tillige:
Min Lykkes Moder, det er dog du.
For mig opfyldes, hvad du har spået,
det Bål mig varmer, som du har tændt,
og jeg skal høste, hvor du har sået,
min Sommer blomstrer, nu din er endt.
Jeg kan ej stanse din Skæbnes Vandring,
kan ikke vække påny din Vår,
al Væxt er Visnen, alt Liv Forandring,
ved næste Vårbrud jeg selv forgår.
Men Tak for Blomsten, som du har båret!
Jeg vogter på den, jeg veed dens Værd,
og did du står nu i Efteråret,
skal glad jeg kaste mit Sommerskær.
1902
