Så vide jeg kan se
er alting hvidt af Sne,
et fnuglet Glimrelag,
nyfaldent just idag.
Nyfalden Sne, det letteste,
det skæreste på Jord!
Så lykkeligt at træde
de allerførste Spor . . .
Der løfter sig en Fnugsky
for hvert et Trin jeg træder,
og glimter bort i Luften
som støvfin Diamant,
og jeg burde være glad,
burde le, det er sandt —
jeg burde — og så tror jeg,
at jeg går her og græder —
Floden, hvis Væld frøs til,
stanser sit Rislespil.
Min Glæde kan ej strømme,
som ellers vel den vilde:
Min elskede, min eneste
har stanset den med Frost-Ord,
isbundet er dens Kilde.
Bag hvide Højder gled
nys Solen ildrød ned;
en pragtfuld Purpurbrand
slår op fra Himlens Rand.
Så himmelhøje Luer,
så dyb en Flammeglød,
og alle Sjæle sukker
mod Fønixfuglens Død,
at hylle sig i Luer,
at gløde sig tilgrunde
for genfødt at stige
til gyldenfjedret Flugt.
Hvorfor tøver da nu min,
indtil Bålet er slukt,
og sidder træt i Brystet,
som om den ikke kunde?
Skulde vel højt i Sky
hættelagt Falken fly?
Hvor kan min Sjæl til Solfart
sine Falkevinger brede?
Min elskede, min eneste
har lænket den med Jern-Ord
og blændet den med Vrede.
Havlit og Vildand trækker
i lange Perlerækker;
hvergang de luftigt svinger,
glimter deres Vinger.
Skarpt skærer gennem Luften
en Kile Svaner hist
og skinner bort i Solglød,
usynlige tilsidst.
Nu løfter alle Længsler
med kvidefulde Skrig
og glider gennem Luften
i aftenfjerne Baner.
Hvi sidder min da stille,
som om den intet aner,
hviler sangløs i Ve
som en Grib ved et Lig?
Flyve — Hvorfor? Hvorhen?
Kom her nok snart igen.
Den Holm, som bar dens Rede,
er skyllet bort i Havet.
Min elskede, min eneste
i Vredens bitre Bølger
sin Elskov har begravet.
1901