Her ligger jeg lysvågen
den tvelyse Tid,
mens Træerne står sorte
og Himmelbuen hvid:
Der tindrer kun en tågesløret Stjerne.
Jeg ånder dybt og roligt
den dugmilde Vind,
Natsommerfugle
flyver lydløst ud og ind,
og Vagtelkongen skræpper i det fjerne.
Dog ej de Lys og Lyde,
mens Nattens Timer led,
et andet holdt mig vågen,
et Syn jeg ene veed.
Jeg ligger her og mindes kun — og mindes.
Jeg ser det, som jeg såe det
med disse Øjne her,
Lyset af dit Legem,
din Huds gyldne Skær:
Min Sjæls grå Nat af Guldglans gennemskinnes.
Det var vor første Morgen,
jeg bad dig den Bøn:
Vis mig al din Skønhed,
jeg veed at du er skøn,
Bud bragte mig min Hånd og mine Læber.
Da flammed dine Kinder:
Du veed, jeg er din —
Du løsned og lod falde
det sidste lette Lin.
Hint Ord forstod jeg nu, at Skønhed dræber.
Ikke Blomst, ikke Stjerne —
nej Lue, Lyn og Lyn,
og Helligdom og Angest,
og tåreblændet Syn —
og Himmeriges Klokker til at kime.
Jeg skjalv før for Skønhed,
det høje Svejtserlands,
Urirothstock ved Midnat
i Dis og Måneglans —
men dybere dog nu i denne Time.
Så magtfuld en Ynde,
så rig Harmoni,
så guddomstryg, så livsfyldt
en Hvile var deri,
i Åndedraget, Skikkelsen og Løden,
at som jeg stod stirrende,
syntes jeg at nå,
hvad før jeg kun aned,
fuldkommen at forstå
hver lønlig Lov for Livet og for Døden.
Da lo mit Mands-Hjerte,
jeg dristede mig til
at følge disse Farvers
og Formers Sammenspil
(som end jeg med min Tanke dem følger)
fra Fodens Brobue,
den stærke smalle Vrist,
ad Benets hvide Bjærgsti
over Knæets Klippekvist.
og så (Triumf!) Hofternes Højlandsbølger!
Hvor svulmer de pragtfuldt,
hvor sænker de sig blidt!
Ned mod den åbne Slette
vandrer mit Blik tit
langs Årerne, de stride blå Floder.
Men blødt i Nord bølger
to Høje værd at se,
på deres Toppe knejser
i nyfalden Sne
Brystvorternes små brune Pagoder.
Der er det sødt at hvile
og spejde længer ud,
over de runde Skuldre,
hvis glat spændte Hud
lig månelyse Rimvange glitrer —
sødt, men uroligt,
thi under den bløde Barm
lyder Floders eller Flammers
underjordiske Larm:
De små Pagoder løfter sig og sitrer.
Om Hagens stejle Kridtklint —
din Kind — og din Mund,
den blodrødt blomsterfyldte
duftende Rosenlund —
det solblå dybe Hav i dine Øjne —
var tusend Ting at sige
og tusend Timers Sang
at synge for den salige,
der såe alt hin Gang,
før tusende Sekunder var fløjne.
Og så de vidt adskilte
tre Krat kulblankt Hår,
hvis dunkle Vellystlunde
på Hudens Guldgrund står —
og så din Arm, den myge Elskovsslynge —
Men hvis jeg skulde synge
hver Sang som du gav,
kom jeg til at træde
med Sang ned i min Grav
og ligge der i tusend År og synge!
1901
