I
Bygen er forbi, nu skinner Solen.
Søster Anna,
se, nu sidder jeg i Rullestolen.
Vil De, Søster? Kør mig til mit Hjørne!
Å, hvor dufter
Ambrabusken og de Æbletjørne!
Ind til Bænken, helt derind. Så, Søster,
se nu op!
Solskinsregn fra Grenene jeg ryster:
Fang den, Søster!
Åndedraget er så let hernede,
og hvor Løvet
blinker grønt i disse brede
Jordbærbede!
Over Løvet og de mælkehvide
Blomster ser jeg
Svalerne og deres Skygger glide.
Let som Svalerne og deres Skygger
glider Længsler gennem mig.
Jeg gad vide, hvor de Længsler bygger.
II
Æbletræerne blomstrer nu —
mig blomstrer Hjerte, mig blomstrer Hu.
O Liv,
mit Liv,
jeg vandt dig igen!
Min Fod
fik Mod
til at danse!
En Vår
iår
dog bandt mig igen
sine Kranse!
De trange Stuer, den tunge Stol:
Farvel så længe!
I hvide Buer af Blomstersol
gik jeg og hørte, hvor Gøgen gol
fra Mari Vænge.
Han gol — han galer — jeg tæller det ikke.
Jeg drukner i Sol mine salige Blikke,
jeg ligger og drikker Luftens Duft;
Stærene spanker saa blanke og tykke,
Græsset er spættet af Lys og Skygge;
over mig snurrer de surrende Bier;
Æbleblomsterne skælver og tier;
somme er hvide, og somme er røde,
alle de dufter dog Solen imøde,
åbner under dens Glød
pigefrygtsomme bløde
Blomsterskød . . .
1898