Det gyldne Gry over Bjergets Tind
har løftet de hvide Tåger.
Nu er det lyst og ganske tyst,
kun Granerne står og koger.
Luften er frisk og dugget sval,
i Solskin svømmer den dybe Dal.
Skrænten er skygget, og sort står Skoven,
men Spir ved Spir
knipler en glødende Kant foroven.
I Morgensol gennem dugvådt Græs
jeg går over grønne Høje.
Skulde min Fryd få Luft og Lyd,
da måtte vel Knæ jeg bøje —
bede, skøndt ikke jeg veed, til hvem,
sukke, juble, skrige det frem . . .
O, var en Sjæl der i Bjerg og Dale,
en Sjæl som min,
ildtunget skulde jeg til den tale! —
Jeg veed en Sjæl der har lyst i min,
måske kunde den mig høre.
Længselen kan trods Hav og Land
nok hviske til Længsels Øre.
Hør mig da du, du Morgengry,
du, som har skabt min Sjæl påny:
Forklar mig, hvorfor mit Hjerte brænder,
forklar min Trang
til i Bøn at folde de hårde Hænder.
Er dog måske der en Guddom til,
der fødte mit Væsens Flamme,
en, som er Ild, varm, stærk og mild,
i dig og i mig den samme?
Kun et Måske. Jeg veed det ej.
Lidet kender jeg selv min Vej.
Hver Sjæl kun ejer en enkelt Vinge;
dog, to og to
de kække Fugle kan højt sig svinge.
Du, stolte Fugl, med det stærke Blik,
med dig har jeg Lyst at prøve
Stigen og Fald, som Fugle skal,
højtflyvende Dyst at øve.
Sammen vi to tør prøve på
det højeste, inderste Lys at nå,
og flænger Stormen os Flyvehammen,
slår den os ned,
så tør vi to gå tilgrunde sammen.
1898