Nu i Nat
jeg føler ret,
at Vintren Jorden har forladt.
De blanke Stjærner sløres let
af hvide Taagers Flor;
det mildner ogsaa Maanens Skær,
som ligger sølvblegt over Jord
og blinker paa det mørke Kær.
Jeg aander glad
den lette, lune Brise,
der bølger mig i Møde
fra Dagens Solskinsbad.
Den er mit Sind til Lise,
den vækker Minder søde
om Blomsterflor, som døde
forlængst og spredtes ad.
Jeg har den kær,
den unge Vaar,
før endnu Bøgen Blade faar,
og Blomster Havens Æbletræer.
Dens Luft er som en syrlig Vin,
dens Ynde er saa frisk og fin.
Kun simpel er dens Dragt
af brunlig-gult og lysegrønt,
helt uden broget Pragt, —
men klæder den saa kønt.
Den har en Skønhed inde
fremfor den fulde, rige Vaar,
som Jomfruen paa sexten Aar
fremfor den modne Kvinde.
Det er ej Farve eller Form
af nogen fastsat Skønhedsnorm;
det fattes ej med blot Fornuft,
det er en egen Skønhedsduft,
jeg føler med et mildt Behag,
saa krydret-fin, saa drømmesvag.
Den minder om en Kærlighed,
der findes, som jeg sikkert ved:
en Ungdomselskov, tryg og blid,
ukendt med Vildhed, Skam og Strid.
Hvor er den skøn! den korte Tid,
da sammen Haand i Haand at gaa
i Tavshed paa en skovgemt Sti
er Maal for hedeste Attraa.
Besiddelsens Begær
end hviler i et Drømmeblund
bag Kindens lette Rødme,
bag Øjets fugtig-blanke Skær,
og lægger Længsels Sødme
i Smil om Ungdoms bløde Mund, —
Op fra de røde Rosers Flor,
som i det skjulte mægtig gror,
begynder Duft at stige,
endnu at aande langvejs fra
lig Duften af en Primula
paa Skovens grønne Dige.