Oktober er i Vente: Stormtid, Regntid!
Endnu er dog den kære Soltid inde, —
saa Bogen henad Bordet, Døren op,
Septemberfriskhed ind i mine Lunger!
Der blinker Dug i Markens gule Græs,
den hænger tindrende paa Spindelvævet,
som travle Edderkoppers Flok har spundet
paa Kryds og Tværs om alle blege Straa,
og jeg maa vare Foden for de stærke,
tæt tornbesatte Brombærbuskes Ranker;
de slynger sig lavt løftede fra Jorden
med farvedybe, kobberbrune Blade
og hist og her et sortblaat, sildigt Bær.
Jeg kommer ned paa Engen langs med Fjorden,
og dèr er Græsset kort, men grønt og saftigt,
som et elastisk Tæppe for min Fod.
Og dèr er Blomster; ingen Sommerflora
med sollysmætte, glade Purpurfarver.
Nej, de er blege, gemmer ingen Duft,
men dog det fryder mig at se dem staa der.
Dèr er den spæde gyldne Potentil:
den lyser som en lille sorgfuld Stjærne
imellem sine spredte røde Blade.
Dér staar den slanke lila Skabiosa:
den ligner en vemodig gammel Jomfru,
som tænker paa sin Ungdoms Elskovsdrøm.
En Moseurt jeg ser, hvis lette Stængel
fra Bladenes Roset et Blomster løfter
med fine, runde, lilliehvide Flige,
stribede svagt af dunkelgrønne Linier.
Min Yndling er der ogsaa, Margueriten,
hin stolte Dronning over Markens Blomster.
Men bøjet staar den, paa dens Sølverkrone
tynger Draaber af den kolde Dug. —
Jeg sanker en Buket af disse Blomster,
med Nænsomhed jeg samler dem i Haanden
og forsker nøje hver en enkelts Ynde,
fordi jeg tænker, tænker det med Smerte,
det er de sidste førend Vintren kommer. ——
Da Sol gaar ned bag Hedens brune Høje,
som bølger mørke langs med Horizonten
i skarp Kontur imod den klare Himmel,
da stiger jeg tilvejrs paa Kæmpegraven
og kaster mig og nyder Lysets Skønhed:
Længst nede over Hedens mørke Strøg,
dèr lyser Himlen i et Hav af Luer
og derfra buer den sig op mod Zenith
igennem Straalepurpur og orange
og gullighvidt og violet og grønt.
Højt, højt i Himlens ætherklare Egne
svæver en lille Sky paa gyldne Vinger.
Hvor længe dvæler jeg? Min Tid staar stille,
indtil en Kuldegysning slaar mit Legem.
Saa rejser jeg mig hurtig op til Hjemvej
og vader nedad i den vaade Lyng.
Hvor alt er mørkt! Paa tunge Skyggevinger
den lille Sky nu glider over Himlen.
Langt borte skimter jeg en Arm af Fjorden;
den blinker som en blaalig, sleben Klinge.
Sort ligger Heden; over Horizonten
er Himlen af sælsom grønlig Lød.
Iskold er Luften, alle Vinde sove.
En uforklarlig tung, fortvivlet Stemning
stjæler sig Husly inde i mit Hjærte:
Det synes mig, at jeg saa sikkert ved,
nu er min sidste Sommertid forbi,
foran mig er der kun en evig Vinter,
og jeg er angst for Vintrens lange Nætter,
at mine onde Tanker de skal vaagne
og tale til mig, snart med Stormens Tunge,
naar den om Natten slaar imod min Rude,
og snart med Tavsheds frygtelige Stemme. —
Hjemad jeg vandrer, bange og bedrøvet,
mens Himlens sidste, svage Lysning slukkes,
og Stjærner tændes paa den øde Hvælving.