»Syngende Lyd af den svævende,
legende Myggesværm —
Duft fra det sagtelig bævende
Hyldetræs Blomsterskærm, —
Nymaanens Guldsnekke flyder nu
ned over Himlens Flod —
Sommernatsluftningen gyder nu
Ild i dit Ungdomsblod:
»Vaagn ved min Sang, du, som blunder derinde!
Lad ikke Natten i Drømme henrinde,
sov ikke Sommerens Dejlighed bort!
Solen de levende Blomster kun fryder,
Kærligheds Ildrose Ungdom kun bryder. —
Bryd den da! — Tiden er kort.
Hundrede Kys dig paa Læberne gløder, —
gemmer du paa dem, til Døden dig møder
knoklet og klam under ligkolde Lin?
Tror du, hans Favntag med Fryd dig beruser?
Tror du, hans Elskov i Møde dig bruser
livskraftig, mægtig, som min?
Luften er mild, og det dufter fra Hylden,
Nymaanen sejler paa Himmelen gylden, —
véd du, om Somre der venter dig fler?
Har du maaské taget Skæbnen i Hænde?
Véd du, naar Maanen sig atter vil tænde,
om da dit Øje den sér? —«