Fem Stedmodersblomster lig sorten Kul
med smaabitte Hjærter af skinnende Guld,
fem snehvide Roser, nys aabnede let,
en flygtende Stjærne har over dem grædt.
Jeg sanked de sjældneste Blomster, jeg saa.
Saa bandt jeg dem sammen med silkeblødt Straa.
Nu lægger jeg dem ved Kirkesti,
maaske hun dem ser, naar hun vandrer forbi.
Og ser hun dem, nænner hun vistnok ej
at lade dem visne ved alfare Vej.
I Bæltet hun fæster den sorthvide Pragt
og drømmer om den, der har Blomsterne lagt.