Jeg troer paa tvende Sjæles uendelige Magt,
Naar af Elskov for hinanden de gløde,
At om et Rum af Verdner imellem dem var lagt,
Dog Længslen kunde drage dem til Møde.
Og stundom, naar jeg længes, og der falder en Ro
Paa mit Hjertes stormfulde Banken,
Saa troer jeg, der var Samfund imellem os To,
Og at kjærlig vi mødtes i Tanken.
Men bruser uden Hvile den svulmende Strøm
Af Længsler, som dig søger allevegne,
Saa tvivler jeg og frygter, at Alt var en Drøm,
Og kold du har dig vendt mod andre Egne.
Saadan i talløs Vexlen skal dybt i mit Sind
Med Tro og med Tvivl min Længsel dvæle,
Indtil du har mig sagt, at din Hu er som min,
Og at evig mødes vore Sjæle.
