I Stæder, som knejse og straale
Og prale med jordiske Ry,
I tør jer dog slet ikke maale
Med Judæ ringeste By,
I maae dog for Bethlehem bukke,
Thi der stod Vorherres Vugge.
Hvad er vel de Slotte saa fagre
Mod Stalden, hvor Frelseren laa;
Hvad er vel de bugnende Agre
Mod Krybbens hentørrede Straa;
Hvad er vel de Mænd, vi forgude,
Mod Barnet, der svøbtes i Klude?
Klart skal du, o Bethlehem, funkle,
Med Glands af Alverden kjendt,
Og Intet det Lys fordunkle,
Som over dit Huus blev tændt;
Det skal sine Straaler vinde
Omkring dit evige Minde.
