Det gamle SværdEt Sagn.Jeg synger om en Kæmpe her, Hans Navn ej Sagnet kjender,Det veed man kun: Han og hans Sværd De vare gode Venner.Det fulgte ham i mangt et Slag Trindt hvor han flytted Banner,Det passed til hans Haandelag Og til hans Fjenders Pander.Det havde hugget herligt ned Og mangen Tydsker mejet,Den Tid dem Konning Godofred Drev hjem til deres Eget.Men da hans Haar var blevet graat, Og det tog af med Kraften,Og da han mærkede, saa smaat Det lakked mod hans Aften.Da hued det ham ej saa vel, At, naar ham Døden fældte,Han skulde boe i Huus med Hel Istedenfor med Helte.Saa lod han Høj paa Mark opslaae, Udskifted Gods og Gave,Og rustet heelt fra Top til Taa Han lod sig der begrave.Han sad der paa sin Ganger stolt Med Skjold og Pandserringe,Og strakt i højre Haand han holdt Sin Ven den skarpe Klinge.Alt slutted eet Aarhundred tidt Og fulgtes af et andet,Sig Heltens Støv lidt efter lidt Med Jorden havde blandet.Og Bonden kjørte med sin Plov Og fured i de Volde,Hvori den stolte Kæmpe sov, Der havde furet Skjolde.Og, som han gik, gav Jernet Klang, Og Hestene stod stille,De fik ej Ploven meer paa Gang, Saa gjerne som de vilde.Den Bondemand han bøjed Krop For rask at ende Legen,Det var, som stod af Jord kun op En raadden Pæl i Vejen.Men al hans Kraft ej hjalp ham her, Og da han saa lod grave,Der blev tilsidst et vældigt Sværd Udaf den raadne Stave.Det var saa stort, det Klingeblad, Som to, man nu faaer smeddet;Og Bonden sled; men Sværdet sad, Hvor før det havde siddet.Det var, som om i Jordens Bund Det havde Rødder slaget,Tolv stærke Heste fik det kun Til Herregaarden draget.Men dengang Bud om Midienat Klang ned fra Taarnets Uhre,Den gamle Borg begyndte brat At ryste sine Mure.Dens Tind stod fast mod Kampens Brag, Stod fast, mens Storme sused,Nu var det, som med Taarn og Tag Den raved imod Gruset.Da fatted man, hvoraf det kom, Da hasted man at gjemmeDen frygtelige Ejendom Der hvor den havde hjemme.Tolv Heste knap det tunge Staal Fra Højen kunde drage;Let var det som en Knappenaal, Da det blev ført tilbage.Saa var Alt, hvad man høsted sig, Kun Sorg og stor Ulempe,Det gamle Sværd det vilde ej Adskilles fra sin Kæmpe.Han var vel sagtens En af dem, Om hvem os Sagnet melder,De mylre skal af Jorden frem, Naar Danmarks Lykke helder.Naar da blandt Holger Danskes Mænd Han rejste sig af Grave,At jage Tydsken ud igjen Og faae vort Led i Lave;Hvad var han da paa Hingsten stolt Med Skjold og PandserringeNaar ej i højre Haand han holdt Sin Ven, den skarpe Klinge.