Liden Hilla hun ganger i Kammerset ind,
Ingen veed min Sorg uden Gud!
Og hende rinder mangen Taare paa Kind;
Men den er ikke til, hvem jeg kan klage mine Sorger.
„Og det var i Vaar, da det spired paany,
Da kom der en fremmed Sangfugl til vor By.
Ej søgte den Skoven, hvor andre Fugle slaaer,
Den vilde kun flyve omkring min Faders Gaard.
De andre Byens Piger dem ændsed den ej,
Den vilde kun slaae sine Triller for mig.
Langt skjønnere Fugle havde flagret for min Dør,
Men fejrere Toner jeg aldrig hørte før.
Og al mit Hjertes Længsel i Dvale og Skjul
Den vaktes til Live af den fremmede Fugl.
Og mens mit Øre lytted til dens vexlende Sang,
Min hele fulde Sjæl ved Tonerne hang.
I al den grønne Sommer de Toner var min Lyst,
Med Eet saa tav de stille ved den gulnende Høst.
Jeg lytted ved Morgen, jeg lytted ved Kveld,
Men da var Fuglen rejst uden mindste Farvel.
Af egen god Villie den fløj jo herhen,
Hvo skulde den vel hindre fra at rejse igjen.
Dog havde den sunget for mit Hjerte saa ømt,
At om igjen at skilles det aldrig havde drømt.
Men tyst som den kom, var den fløjet afsted, —
Og al mit Hjertes Længsel den havde taget med.
Paa Mark og Skove ligger nu Vinteren haard,
Dog skal de atter frydes ved den vaagnende Vaar.
Men aldrig kommer Vaaren tilbage til mit Bryst,
Thi aldrig kommer Fuglen, som rejste i Høst.“
Liden Hilla hun græder den lange Vinternat,
Ingen veed min Sorg uden Gud!
Gud trøste den, som sidder af Vennen sin forladt!
Men den er ikke til, hvem jeg kan klage mine Sorger.
