Vort Hjem er intet Ørneslot,
Men kun en Lærkerede,
Dog Lykken finder Vejen godt
Til Dalene hernede,
Den boer ei kun paa høje Næs,
Den holder af det lave Græs,
Den bygger hos de Danske.
Vi synes, Ingen blev med sligt
Et Herre-Liv begavet,
Som det, der færdes smukt og rigt
I Marken og paa Havet,
Med Sæden, som slaaer sjelden fejl
Og med de tusind hvide Seil,
Som hilse vore Havne.
Vi gruer ej, naar Frosten haard
Sig lægger over Mulden:
Den Knop, der vorder Blad i Vaar,
Har baaret Vinterkulden,
Og under Sneens hvide Dug
Luunt ligger gjemt den stærke Rug,
Som giver Dansken Kræfter.
Den rige Skat vi savner ej,
Som Hav og Fjeld bevare,
I Duggen paa vor Morgenvej
Vi har de Perler klare,
Og bryder Sol en regntung Sky,
Da synker ned paa Mark og By
En Flok af Ædelstene.
Sølv er os Havets Flade blaa
Og Kilderne de hvide,
Og gyldne Skov og Enge staae
I Sol ved Aftentide;
Ja selv vor Vej med Guld er lagt,
Naar Lunden strøer sin fagre Pragt
I Efterhøstens Dage.
Saa vil vi da for ingen Priis
Om anden Hjemstavn bede,
Saa er her da et Paradiis
I denne lille Rede,
Saa synge vi da helst den Sang:
Velsignet være Dannevang,
„Thi der er godt at være.“
