Antologier

          Velkommen, Lærkelil!

          Jeg véd ej Strængespil

saa sødt og rent og jublende saa vide,

          som disse Tonedrag,

          de glade Klokkeslag,

der ringer Vaaren ind ved Vintertide.

          Du sværmer ikke vildt,

          du kredser ikke snildt,

vil intet Rov i dine Brødres Vrimmel,

          du flagrer ikke om,

          men frejdig, frisk og from

du gaar den lige Vej fra Jord til Himmel.

          Ej svimler du derved,

          men daler trøstig ned,

ned til din Græstørv og din lille Mage;

          i Højhed som i Fald

          du følger tro dit Kald

og derfor har I vel saa glade Dage,

          Du Troens rette Fugl,

          som bier kun paa Jul,

og kun i Aarets Skumring holder inde,

          for saa med Jubelsang

          naar Rug er oven Vang

at varsle højt om Vaarens lune Vinde.

          Kom, lær mig Noder til

          det Haabets Strængespil,

som tvinger dig før Gry at være vaagen,

          lær mig som du at se

          igjennem Mulm og Sne

den Pinseglans, der dølger sig bag Taagen.