I Vester-Gothlands Favn ved Væners klare Vig,
Det stolte Kinnekul mod Himlen reiser sig.
Fra Dales mörke Skiöd det gradevis opstiger,
Snart jevnt, snart spidst igien, til det for Öiet viger;
Og seer fra Skyerne henover vide Land,
I Milestrækninger, langt over klare Strand.
Al Kunst maae vige for Naturens Yndigheder,
Som den med milde Smil saa rigelig udbreder.
I blandet Udsigt hun fremviser al sin Pragt.
I hver en Klipperift man öiner hendes Magt.
Her leger Vaarens Haand og Blomstersenge reder,
Fra Kildens klare Væld en Bæk sit Udspring leder,
Som med en sagte Lyd henover Engen gaaer,
Blir mörk i Træets Lye, ved Solen Klarhed faaer.
Forvildet i sit Löb den klare Bölge rinder,
Til den fra Brink til Brink i Væneren forsvinder.
Ei Vaabens-Brag er hört paa dette skiönne Sted,
Et roligt Sæde for Uskyldighed og Fred,
Ei Jernets skarpe Od her nogensinde byder
De ranke Egers Fald, som Klippens Side pryder;
Her hvæsser Rovdyr ei sin graadig Tand imod
Den trygge Faarehiord, som græsser ved dens Fod.
Til denne glade Höj sig Tordnens Gud begiver,
Af alle Guder fulgt; Olympen öde bliver,
Vor Jord besöges nu af hele Himlens Magt,
Og Bierget hylles ind i lyse Skyers Pragt.
Med Krigens Billede han nogentid sig fryder,
Indtil han endelig i disse Ord udbryder
„Jeg seer et heftigt Slag foruden Blod og Staal,
For Efterverdens Spot det evig være Maal —
De Dödeliges Roes helst Flitterguldet vinder:
De mindste Handlinger, og det som meest forblinder,
I Guders skarpe Syn har samme Skikkelse,
Da de i begge let opdage Pletterne.
Reis Vold om denne Stad, giör til Palads hver Hytte,
Og da kan blot Boraas med Troja Navnet bytte.
En lige Tapperhed er lige Seier værd.
Achilles savnes ei, men blot Achilles’s Sværd.
Dog deres Raserie jeg söge skal at tæmme.
En liden Iling kan den store Feide hemme.
Jeg ikke skiötter om at blande Tordenskrald,
Udi den sorte Nat, som dem forskrække skal.
Det blive deres Straf, at deres Svaghed kiende
Men Myrens Tvist og Krig kan ei min Harm optænde.”
Saa talte Jupiter: strax Söndens fiendske Gud,
Hans Ordre lydig, foer paa vaade Vinger ud.
Af Regn og Storme fulgt, han sig til Orlog ruster,
Han samler Skye og Mulm og Taager om sig puster.
Nu buldrer Stormens Röst, man Himlens hvalte Blaae,
Nys reen og klar og mild, nu mörk og skrækfuld saae.
I den oprörte Luft de tunge Skyer vælte,
Og til et mörkgraat Mulm i Hast sig sammensmelte.
Först over Væneren Regnskyer samle sig:
I Floder styrtende de briste pludselig.
Men Stridens Lue dog med lige Kræfter brænder,
Soldatens Hidsighed ei Frygt for Himlen kiender,
Skiönt Regnens Pladsken og Uveirets Raserie
Udgiör med Stridens Brag en grusom Harmonie.
En lav og dunkel Skye sig over Marken skyder,
Og hele Strömme af den vaade Barm udgyder:
Hvem staaer mod Himlens Magt, mod Regns, mod Stormes Trop?
Hvor Striden heftigst var, der holder den nu op.
Orkanens stærke Magt, som trodser hver en Hinder,
Oplöser Ordnens Baand, som begge Hære binder,
Den river Uven bort fra Uvens fiendsk Bryst,
Og bröler ud: Nei Holdt! med Tordens egen Röst.
Af Regnen slukkes nu al Stridens Ild og Iver:
Nu er den Kiempe nok, som fast paa Foden bliver.
Mod Stormens vældig Slag een bister strider her,
Han Död i Öiesyn og Blæst i Kiolen bær.
Der een sin brede Hat med vrede Aasyn fölger,
Som svæver liig en Örn og sig i Mulmet dölger.
Han bander Stormens Vold, som ham udplyndret har,
Og fat paa sin Paryk med begge Hænder tar.
Du gamle Raadmand Blom, i saa fordoblet Fare,
Vil Paphos ömme Gud din Alderdom forsvare.
Da nys Boraas i Roe og Fredens Skygge laae,
Man ingen skiönnere blant Stadens Möer saae,
End Magdalena Blomd. Kraft til enhver at röre,
Her samlet var med Lyst til ingens Suk at höre.
Og Elskov, af hvis Træk hver Mine blomstrede;
Gav hende ej sin Ild, men sin Fortryllelse.
Snart Rygtet hendes Navn paa lette Vinger sendte
Til Vemmerby, hvor det et mandigt Hierte tændte;
Den unge Carl Clorin, berömt af gammel Æt,
Som, Fader efter Sön, har Raadmands Stoel beklædt;
Men meer ved Styrke, Mod og raske Kiempe-Sæder,
Han sig i Vemmerbye indlagde Priis og Hæder.
Han iler til Boraas. Dyd eller Lykken der
Giör at hun tager Deel udi hans Fölelser.
De snart hos Raadmand Blom forenet Bön frembære,
At han med kraftigt Ja vil deres Valg beære.
Men her Fortienester og Graad ei nytte kan,
Först Guld, saa Dyder vil han see hos Datters Mand.
Det glade Haab, som nys dem idel Glæde skiænkte,
Sit Fakkel slukte ud, og dem i Sorg nedsænkte.
De raske Brödres Hob ei finder, meer igien
I Fryd og munter Skiemt sin Overmand og Ven.
Ved Maanens blege Skin han sorgbespændt omvanker
I Staden hid og did, forfulgt af sorte Tanker,
Og næsten lige Sorg fortærer hendes Bryst,
Som meer ham kvæler end forskaffer nogen Tröst.
Men Freden flygter bort, og en uventet Fare
Til Vaaben nöder de Boraaske Stridsmænds Skare.
Clorin fremstiller sig, ved Ærens Drift, i Dag,
I Spidsen for hver Helt i dette store Slag.
Den trætte Raadmand Blom sig næsten overgiver,
Hvis ikke Dödens Rov, han Hofmans Fange bliver,
Naar denne Kiempe ei, al Fare trodsende,
Fra Heltens möre Krop afvendte Pryglene.
Men ak! en Ondskabs Aand vor Raadmand Blom antaster,
Som laaner Stormens Hielp og af hans Isse kaster
Hat, Hue og Paryk. Udi hans hvide Haar
Nu hvisler Hvirvelvind, nu stride Bölger slaaer.
Bedrövelige Syn! Clorin med Iver letter
Sin forede Kabus og paa hans Isse setter,
Til Redning for hans Liv. Det varme Skind i Hast
Han under Hagen med to Knuder binder fast.
Den som nys loe af Graad, som ingen Bönner hörte,
Slig Ædelmodighed i Öieblikket rörte.
Den, han forsmaaede nys, han skylder nu sit Liv.
Han gav ham Haand: Clorin! min Svigersön du bliv.
Jeg föler selv en Ild, jeg ei formaaer at dæmpe,
Din Elskov skal ei meer mod Skiæbnens Haardhed kiæmpe.
I at udvise Dyd med dig jeg stride vil,
Min Skat, min Datter skal dig ene höre til.
Det meest udvalgte Par, Boraas! du kunde skue
For Hymen knælende, det var Clorin med Frue.
Lyksaligt Ægte-Par! om Skaldekonst formaaer
Alt at forevige, og seire over Aar;
Jeg Efterverden skal ved Eders Skiebne röre,
Og Eders Navn og Dyd i Mindets Tempel före.
Men Edbom midlertid al Modstand svækket har,
Og Flugten for hans Prygl er eneste Forsvar.
Han den adspredte Hob med lette Spring forfölger,
Da Eurus skyller ham i sine kolde Bölger;
Et Kast af Hvirvelvind med Blindhed hannem slaaer,
Bortröver hans Paryk og rusker i hans Haar.
Tre gange Seirens Spor at fölge Helten haster,
Tre gange Stormens Magt vor Helt tilbagekaster.
Ach Himmel! raabte ban, jeg al din Haardhed seer —
Dog, jeg har frelst Boraas, jeg bör ei önske meer.
Nu Hofman rundt omkring iblant sit Krigsfolk haster,
Som Stormen splittet har, og Vaaben strax nedkaster,
Forskrækkelse og Flugt han over Hæren seer,
Der findes ingen Ild og ingen Orden meer.
Fortvivlet han endnu vil Skiebnens Bud afvende,
Enhver, som möder ham, hans Prygl slaaer overende,
Snart blant sit skræmte Folk, snart midt i Edboms Hær,
Han muntrer, strider, skiönt han ingen Redning seer.
Han ene er et Bierg, hvorpaa hver Storm indbryder.
Men snart den kiöle Flod i hver en Lem sig gyder.
Med en udtrættet Arm han kan ei stride meer,
Hans Prygl ei nytter ham, den kun til Byrde er.
Boraasers Dristighed fordobles ved hans Fare,
Ham trætte Raseri ham neppe kan forsvare.
En flygtig Sværm. som dog vil ære Hofmans Navn,
Ham, ude fra sig selv, udfrier af Dödens Favn,
Som naar den ranke Alm sig over Dybet hælder.
Hvor Flodens standset Magt med större Kraft udvælder,
Og ved sin stridde Fart udgraver större Rum:
Tilsidst ved Strömmens Vold, bestænkt af Bölgens Skum.
Den trætte Almens Rod af löse Jord udrives.
Og Stammen hid og og did ved stærke Fos omdrives.
Den kiække Hofman flyer — hvo tör da stride meer?
Boraas omkring sin Mark en adspredt Fiende seer.
Men Luftens mörke Dunst og Regnens stride Bölger
Har splittet Edeoms Hær, saa han dem ei forfölger.
Nu vinkte Jupiter, strax Stormen dæmpet var.
De lette Vindes Trop, som Hvirvlen adspredt har,
Paa ny omsvæver nu og sig i Höiden svinger,
De skiær den tunge Duft med Blæst og spændte Vinger.
Den ene Skye man nu iblant den anden seer
Formænges, klares op i nye Billeder.
Nu Taage-Biergene lös fra hinanden rives,
Zephyr forjager et, og et mod Östen drives.
Al Dunkelhed, al Mulm fra Horisonten flyer,
Og Himlen, nyelig mörk, sin gamle Glands fornyer.
Strax kiger Solen frem; og Höie, Bierge, Dale,
Oplyste af dens Skin, i deres Skiönhed prale.
Udi et ildrödt Hav dens Klode synker ned,
Man glemmer Dagens Skræk ved Aftnens Yndighed.
Omkring paa vaade Mark sig trætte Stridsmænd snige,
De föle Veirets Lye og Fredens Skyts tillige.
De löbe hid og did. Her faaer en Kiempe fat
Med Glæde sin Paryk, her een sin vaade Hat.
Nu kan en Ven sin Ven, en Broder Broder finde,
Her trykkes Haand i Haand og Glædens Taarer rinde.
Du rene Venskabs Ild! du varmer alles Bryst,
Og Marken Gienlyd gir af glade Mundes Röst,
Een praler af den Roes, han har i Striden vundet,
En anden leer af Frygt da Faren er forsvundet.
Borgmestren, stolt og glad man midt i Hoben seer,
Selv tapperst, roser han den hele tappre Hær.
I Kiemper! raabte han; her med en langsom Stemme
At prise Jer, det var Jer Törst og Lön at glemme:
En anden rose Jer med store tomme Ord,
Men Edbom taler blot med Öl og dækket Bord.
I Aften Glædens Gud Jer Seirens Lön skal yde,
Mit gamle stærke Öl i blanke Kander flyde,
Det blive Krigens Rov: Forsamles i mit Huus,
Da Himlen Seier gav, Jer Edbom gir en Ruus.