Jeg synger om Boraas, og til den Heltes Ære,
Som efter uhört Slag fik Seierkrands at bære:
Som tappert streed, men ej udöste Draabe Blod,
Som slukte Hofmans Harm ved Prygl og Manddoms Mod.
O Skaldgudinde! Lær mig denne Helt at male,
Om hvis Bedrifter de Boraaske Marke tale.
Giv mig den Ild, den Kraft, som for Homerus drev,
Da han om Thetis Sön og Græske Felttog skrev.
*
Den grumme Krigens Aand var flygtet bort fra Norden,
Og Freden, — Guders Skiænk, udbredte Roe paa Jorden;
Da Mars bestandig fiendsk, af Vaabenstilstand keed,
Fandt Kilden til sin Qval i Verdens Rolighed.
Han mörke Öiekast til Sverrige nedsender,
Han sukker, da han ei det tappre Rige kiender,
Som för udbredte Skræk men söger nu i Fred,
I Kunst og Videnskab al sin Lyksalighed.
Hvad for en kiælen Gud, begyndte Mars at tale,
Har Svensken nu nedsænkt i slig en, nedrig Dvale?
Til Ærens Klippetop ved mig de steget har,
Og jeg ved deres Arm al Jordens Hersker var.
Men da de vovede mit Tempel at nedrive,
Saa skal den valgte Roe just deres Plage blive:
Endog i Fredens Skiöd skal de min Vrede see;
Til mig de offre skal, endskiöndt uvillige.
Har Krig med andre Folk lagt Grund til deres Ære;
Skal Strid imod dem selv just deres Skiændsel være.
Og har de mindste Gnist af gamle Heltemod,
Saa skal det kiöles nu i egne Brödres Blod.
Det Svenske Riges Fald mig dobbelt Glæde skiænker;
Ved Krigen hævnes jeg, de bære mine Lænker.
Et Bryst jeg kiender, som mig lyder med Behag,
Og Jorden sittre skal ved mine Tordenslag.
Ved disse Ord han strax sig paa en Sky henkaster,
Og i en Hvirvelvind til Vesler-Gothland haster.
Der han vor Hofman seer paa saadant fugtigt Sted,
Hvor Bacchus vækker op enhver til Lystighed.
Der Brænd’viin ildröd Skiær paa blege Kinder maler,
Der dösig Munterhed af alles Öine taler.
For ham af Krus og Glas en Ærestötte stod,
Og Öllet draabeviis bevidner Heltens Mod.
Mars i en Lehnsmands Dragt strax ind i Templen stiger.
Hver Bonde, staaer forbaust, tar Huen af og tier.
Men Hofmans kiække Bryst saa let ei skræmmes kan:
Du seer saa törstig ud, kom hid, du Hædersmand!
Drik, jeg betale vil, og her din Mand du finder:
En Landsmand nægter ei — strax Öl som Bække rinder.
Af idel Lyst og Mod slaaes Bord og Skaal i Knas,
Og Seiren uvis staaer imellem begges Glas.
Da Mars begynder saa: “Jeg seer din Ild, din Iver,
Som Modstand trodse kan, og Seiren til dig river.
Det er en Skam at du skal ligge her fordulgt,
Og dine Fædres Spor ei have efterfulgt.
Du tænker vel dit Navn blandt store Helte findes,
Fordi i Drikkelaug du ei kan overvindes:
Men til sligt ædelt Navn meer fordres, maae du troe:
Paa hele Ærens Vei du finder ei en Kroe.
Nei, Hofman, fölg mit Raad, det grundes paa din Ære,
Alting i vores Land i anden Form maae være.
Et listigt Adelsfolk har Scepteret i Haand,
Og trykker Pöbelen ved Lovens strænge Baand.
Ved Træskhed kan de let en Feil paa Hoben digte,
For vor Eenfoldighed som oftest de os sigte.
Vi straffes for et Ord, et Slag i Hastighed.
Slig Haardhed skiules med det Navn: Retfærdighed.
End meer, en liden Ruus for egne Penge taget,
Blir ofte, som et Mord, for Ting og Domstol draget.
Gaard, Eng og Eiendom alt blir de Stores Rov,
Og deres Gierrighed giör alting til en Lov.
Ak naar skal vores Nöd og Lovens Tvang ophöre?
Naar skal dog Sölvets Klang ei döve Rettens Öre?
Vi som ved Födselen dog Frihed arvet har,
Det tunge Aag, som Fæe, paa villig’ Halse tar.
For nogles Hovmods Skyld maae tusind’ staae i Fare,
Bör ei saa snildt et Folk sin egen Ret forsvare?
Vi leved’ allerbedst, man sige hvad man vil,
Naar ingen Övrighed, naar ingen Lov var til.
Det Hofman er din Pligt at dette Onde hæve:
Dn aldrig pleiede for Adelsfolk at bæve:
Spred falske Rygter ud, hids Mængden op til Krig!
Optænd du deres Mod, og selv i Spidsen stig!
Din Arm skal til vort Vel Tyranner undertrykke.
Og Vores löfte dig til Ære, Glands og Lykke.
Til Ærens Slot en steil og slibrig Vei gaaer op,
Men naar du drager hiem med seierrige Trop:
Kan du dig ganske frit i Ladheds Arme sænke,
Og höste Seirens Frugt, og blot paa Glæden tænke;
Med Kongens bedste Mænd udtömme din Pokal,
Da selv Landshövdingen din Sundhed drikke skal.
Ei Lov, ei Pletten skal dit Mod med Skade lönne!
Grib först til Martis Sværd, saa faaer du Bacchi Tönde.”
Ved disse Ord et Skin igiennem Luften bröd,
Som i en blodröd Ild sig rundt om Guden skiæd.
Forblindet Hofman faldt; men Frygt tilbagebragte
Det Vid, som Vinens Dunst saa hastig reent forjagte.
“Gaae, raabte Krigens Gud, udför hvad jeg har sagt,
Dig Seiren fölge skal, haab alting af min Magt.
Du bör meer fyrig, end forsagt og frygtsom være,
Da du befordre kan min Villie og din Ære.”
Han talte og forsvandt som lette Dunsters Skye,
Som Drömme hastig mod Dagbrækningen bortflve.
Henrykt, forvirret, men strax efter Ordre færdig,
Beviste Hofman sig saa sort et Anslag værdig.
Sin dristig Tale han omkring i Landet ströer,
Hver Dag fremviser een, hans Lögn strafskyldig giör.
Han saaer det Fröe, hvoraf et Riges Fald oprinder.
Op Broder, raaber han, jeg seer ei megen Hinder:
En Lov, som ene er paa vores Feighed bygt,
Hvor let at stöde om, og siden leve trygt.
Vort Mod og gode Sag mig Haab om Hæld indskyder,
Den værdig er sit Aag, som det ei sönderbryder.
Som Havet röres kan ved hver en hæftig Vind,
Saa drives ved hver Snak den blinde Pöbels Sind.
Lettroende, oprörsk, i Vrede et Uhyre;
Knapt veed den hvad den vil, at lyde eller styre.
Blindt farer den kun frem. Dens Vælde i et Land
Et farlig Vaaben gir til en saa dristig Mand.
Saasnart, i Giæring bragt, den Lovens Baand afkaster,
Begaaer den, naar den een vil hævne, tusind Laster.
En rask ophidset Flok snart >Hofman om sig seer,
Naturen, som gav Kraft, dem skaffer og Gevær,
Fra Træets friske Bull enhver sin Green afriver,
Og Skovens grönne Pragt til Prygle omskabt bliver.
Et Gothlandsk Bondelaug til Orlog ruster sig.
Boraas! en Skye gaaer op, og Stormen truer dig.
Din Pragt, din Rigdom selv nu synes at berede
Dit Fald, Men Edbom og dit Mod din Roe skal frede.
*
Boraas er vidt berömt for Handel, Folk og Magt,
Dit muntre Arbeids Flid har rige Skatter bragt.
Om end det vilde Hav ei dine Kiöler skiære,
Og ei det Svenske Jern til den ny Verden bære;
Saa drives Handlen dog til Landets större Gavn,
Skiönt Skib og Vexelkurs er der et uhört Navn.
Man seer fra denne Stad hvert Aar en flittig Skare
Med tusind’ Vognlæs Gods om hele Sverrig fare,
Som nye Vare hiem med sig tilbage tar.
Kort sagt: Udi Boraas vort Land et Tyrus har.
Om Staters sande Vel man deraf sikkert kiender,
At Roret er betroet i Heltes Magt og Hænder;
Saa glæd du dig Boraas! som i din Edbom har
I Fred din Hielp og Tröst, i Orlog dit Forsvar
Ret som en rodfast Eeg, hvis Top mod Skyen rækker,
Sig over spæde Træer med stærke Grene strækker.
De tabe Liv og Kraft, naar Stormen bryder ud,
Men ei fra Eegens Krop afrives mindste Skud.
Saa skytter Edbom dig og dine Handelsgrene:
Man seer udi hans Bryst sig Mod og Lyst forene.
Han Alenen og Sværd i sine Hænder har;
Boraas! du, i hans Hegn, lyksalig, frygtet var.
Men ofte Havets Blik en hæftig Storm medförer,
Man snart udi Boraas et hastigt Budskab hörer,
Som grant beskrive kan de Gothers stolte Hær,
Dets Hensigt, General, dets Tog og Krigsgevær.
Strax sorte Sörgemulm Boraas dig rundt omgiver
Med Angest, Skræk og Qval, som Krigens Fölger bliver:
Madamer, Jomfruer paa alle Gader gaae
Med vidt udslagne Haar og sig for Brystet slaae.
Paa Torvet samler sig en bleg og raadvild Skare,
Som ved sin egen Stöi forvisses om sin Fare,
Snart rende andre bort, enhver hen til sit Huus,
At knuses med Boraas og döe udi dens Gruus.
Af mörke Kieldres Vraae de skiulte Skatte föres,
Og ud i Dyngetal af Stadens Porte kiöres.
Her höres blandet Lyd, som giennem Luften gaaer,
Da Edbom Kundskab först om dette Bulder faaer.
Strax denne Helt sig ind i Trængslens Skare kaster,
Opliver deres Mod, og deres Feighed laster,
Kan beder, truer og oppuster deres Lyst
For elsket Födeland at vove tapper Dyst.
Han Flugtens Nedrighed og Flugtens Fare maler;
Det Mod, det glade Haab, som af hans Aasyn taler,
Hans Værdighed, hans Dyd opmuntrer strax enhver,
Saa Edbom om sig snart en Hær af Helte seer.
Saaledes som naar Storm og Uveir Havet rörer,
Og tunge Vandskye om paa Firmamentet förer;
Da sees en taaget Nat paa det oprörte Vand,
Og Bölgen skyller mod den klippefulde Strand.
Men naar den blide Soel det tykke Mulm fordriver,
Og Lys, og Liv og Fryd til hele Luften giver,
Da sagtnes Bölgerne, da fængsles Veirets Magt,
Og Himlen speiler sig i Vandets stille Pragt.