Böiet over Postillen, ved Ovnens varmende Side,
Sad den ærlige Dam, nu fyrretyvende Vinter
Byens Organist; i arvede Læhnestol sad han;
Konstig udskaaren den var, betrukken med brunnarvet Ruslær.
Arme, Sæde og Ryg svulmet höit af elastiske Krölhaar.
Tit han Hænderne folded’, og tit han med lydelig Mumlen
Læste de tröstfulde Sprog og Formanelser; men efterhaanden
Mattedes Öiet; det nu var i qvægende Middagsslum lukket.
Fæstlig med stribet Kalmanks Kasseking var Oldingen pyntet,
Thi det var hans halvfierdsindstyvende glade Geburtsdag.
Og nu havde hans Sön, den lærde Pastor i Melbye,
Nys sendt fire Flasker af gamle balsamiske Rhinsk-Viin,
Med det Lövte, at, hvis for den dybe Snee det blev muligt,
Skulde han vist ham i Dag med sin unge Kone besöge.
En af Flaskerne havde den Gamle i Dag over Borde
Glad afrevet dens Segl, og klinket med Moer, og et Glas tömt
Paa deres kiere Söns, og hans unge Kierestes Sundhed,
Som han saa önsked’ endnu at see för hans salige Henfart.
Over Postillen laae vor Oldings sneehvide Lokker
Brillerne, og den Flöiels violblaae sindige Hue
Med den Ræveskinds Bræm, og Dusk og Lidser af Guldtraad.
Moer havde, prydet Seng og Vindver med rene Gardiner,
Ryddet op overalt, og feiet Gulvet i Flammer,
Over Bordet havde hun bredt rödblommede Thedug,
Renset Stövet bort af Rosmarinen ved Vindvet,
Ligesom og af Levköien og Rosenbusken i Krogen,
Samt af den grönnende Kurv ved Ovnen med Liiliekonvaller
Rundt om Tallerkner og Fade af Tin velskurede glimred’
Fra Karnissen; de to blaae-blomstrede Rostokker Kruse
Hengte hver paa sin Knag; saa det smukke Fyrfad af Messing
Manglefiæl og Stok, og den sirlige Valnödtræes Alen.
Men det grönne Klaveer af Oldingen stemt og bestrænget
Stod med sit billedbemalede Laag, og skinned for neden
Hang et Pedal, paa Bogstolen laae den aabne Choralbog
Ogsaa Eegeskabet, med vingede Hov’der og Snækler.
Skrueformede Been, og Laaseskildte af Messing
(Dette fik Moer af sin salig Moer, Degninden, til Medgift)
Havde hun stövet af, og bonet med Vox, saa det glindsed’.
Oven stod paa Trapper en Hund, og en glubende Löve,
Begge af Gibs, og Glasse med kunstig slebne Figurer,
To Thepotter af Tin; og Kopper af Leertöy, og Æbler.
Og af den vidieflettede Spindestoel nu hun sig hæved’
Langsom, og tripped’ paa knirkende Sand hen til Uhret ved Væggen
Og bandt Slagloddets Snor ved Sömmet, at ikke den Gamle
Skulde vækkes ved Glasklokkens Klang og den höymælte Kukuk;
Saae derpaa ud, hvor Sneen tæthvirvlet mod Vindverne rasled,
Og hvor den stödende Storm brused’ frem i hvert Hiörne af Gaarden,
Skiulende strax alle Spoer efter Kragen, der hopped’ paa Loen.
Og nu hun rysted. med Hov’det, og hviskede halv, hvad hun tænkte:
Gode Gud! hvor det stormer, og Sneen sig samler, hvor Lye er;
Stakkels reisende Folk! det er et Veir, hvori ingen,
Som forbarmer sig over sit Kræe, jog en Hund ud af Dören.
Men min Sön kommer dog til Geburtsdagen; vist, o mit Hierte
Banker mig saa; og see! hvor Katten paa Trinnet af Bordet
Snurrer, og slikker sin Pote, og toer sig om Skiæg og om Nakke;
Fremmede faa vi da vist, efter alle Fornuftiges Domme.
Saa hun taled’, med skiælvende Haand hun Kopperne ordned’;
Fyldte Sukkerdaasen, og bort jog de snurrende Fluer,
Som hendes Mand havde sparet med Smækken til Selskab om Vintren;
Tog to hollandske grönt beposede Piber af Hylden
Og af Kardusen Tobak paa Tintallerkenet lagde.
Nu gik hun hen, med hæs og dæmpet Stemme hun kaldte
Frem af Borgestuen Marie fra rumlende Spoelrok,
Hvor hun det haspede Garn fra Vinden afspoelte til Vævning:
Skrab mig Kul, Marie! her frem af Ovnen, og læg saa
Brænde og Torv derind, og Bögetræe; mag det kan brænde,
Men vær sagte, at Faer af Middagssövnen ei vækkes;
Naar det da er brændt ned, saa skyd den knortede Klods ind;
Thi vor gamle Faer, han klager, det veed vi, bestandig
Over Frost, og tyer til Solen endogsaa i Hösten.
Börnene ogsaa nok kan behöve lidt Varme i Stuen.
Saaledes taled’ hun; da skrabed’ Marie af Ovnen,
Kul, lagde dygtig i, og vækkede Luen med Viften,
Hostede, skiændte paa Rögen, og törred de grædende Öine.
Men nu brændte Moer paa Skorstensessen i Panden
Over Glöderne Kaffe, og rörte den om med sin Træskee.
Knagende Bönnerne svedte; og bruned’ sig, medens en Taage
Dampende tyk stod op, og Kiökken og Loft giennemrögte.
Og fra Skorsteenshylden nedtog hun Möllen, og hældte
Bönnerne i dens Bæger, den mellem Knæerne satte;
Holdt paa Kassen med venstre Haand, dreied Knappen med höire,
Samled’ huusholdrisk tidt de hoppende Bönner af Skiödet,
Og paa det, graa Papir udgiöd grovmalede Kaffe.
Men nu standsed’ hun midt i Löbet den raslende Mölle,
Vendte sig til Marie, som lukkede Ovnen, og talte:
Iil, Marie! og luk den vagtsomme Hund ind i Skuret
At naar Slæden kommer, ei Faer ved hans Gjöen skal vækkes.
Men forsömmer ei Hans för mörke Aften at hente
Brasnerne hiem fra Lars Fisker? Gaae, bring ham Posen og mind ham!
Om han ogsaa klöved en smule Brænde til Gaasen,
Som skal paa Spid; Gaae, flye ham Öxen, og saa med det samme
Stig op paa Dueslaget, og see, om Slæden ei kommer.
Saa befoel hun; da hasted’ af Kiöknet den flittige Tærne,
Nedtog Öxen og Posen af sodede Væg, hvor de hængte,
Lokked’ med skimlet Bröd den troe Pasop ind i Skuret,
Kramped’ saa Dören til, inden hvilken han peeb og han kradsed’,
Löb giennem Sneen til Loen, hvor Hans med vældigste Arbeid’
Hakkelse skar; thi han frös. Hun mindte ham, ilede derpaa
Op til Dueslaget, og pusted’ og gneed sine Hænder,
Putted’ dem under Forklædet ind, eller slog dem om Skuldren.
Og i den Taage af flyvende Snee hun skimtet, hvor Slæden
Strax ved Byen foer klingrende ned over Bakken; fra Stigen
Iled’ hun ned, og bragte den gamle Moer dette Budskab.
Hurtig med bævende Knæ iled’ Moer, höit slog hendes Hierte;
Aanden var kort, hun löb, og tabte i Löbet sin Töffel,
Tærnen gik til Porten, og aabned’, og mere og mere
Nærmed’ sig Klinget; og Bidskens Knald og Hestenes Trampen.
Og giennem Gaardporten ind fremsvæved’ besneede Slæde,
Og ved Dören standsed’ de prustende, dampende Heste.
Gamle Moer hasted. ud, og raabte: velkommen! velkommen!
Favned med Kys sin elskede Sön, som först sprang af Slæden,
Og hialp Datteren ud af hendes haarrige Fodsæk.
Löste den Fiölels Kyse, og kyssede hende; da trilled’
Glædes Graad fra den Gamles paa Datterens yndige Kinder.
Men hvor er min Fader; han er dog frisk sin Geburtsdag?
Spurgte Sönnen. Da tyssede Moer med vinkende Hænder:
Stille! han sover; först bliver qvit de besneede Kapper,
Derpaa væk ham med Kysse, du kiere, du elskede Datter!
Arme Barn! dit Ansigt er rödt som en Glöd, af den Östvind;
Men der er varmt i Stuen, og strax er Kaffeen færdig,
Saa hun taled’; paa dreiede Knag deres Kapper ophængde,
Aabnede Klinken sagte, og Börnene trined’ i Stuen,
Men den unge Kone med skiönne, smilende Ansigt
Hopped’ hen, og kyssede Oldingens Kind, og forskrækket
Saae han op, og han hang i hans Börns omfavnende Arme.