En Brame listede sig ved sin Stav
I Vischnus Tempel, at indvie sig
Til Graven. Mens han knælte for sin Afgud;
Kom pludselig en Minorit. Af Iver
Hans hule Öie brændte. Han skar Tænder.
Han tog Idolen, slængte den til Jorden,
Og spyttede paa den. Braminen saae
Med höi alvorlig Mine ned paa ham.
Selv Lojola var bleven skamröd over
Hans Raseri. Ved Synet af en Hedning
Det steeg hos ham. Med Strikke eller Sværd,
Dog heller med sit Ord han vilde dræbe ham.
„Ha Skade!” raabte han tilsidst,
„At jeg dig ei i Goa har!”
Braminen rakte ham en Gave,
Han tog den, og med hellig Gysen
Forlod han hastig dette Afguds Huus.
„Gud! er det mueligt at et Menneske!
Saa vildt som dette, skabtes i dit Billed?
At denne være kan dit Hiertes Yndling?
Vel kan jeg fare vild, men hade
Det kan jeg ei; det kan en Christen!”
Saa talede den Gamle og sagtmodig
Han tog sin knuste Afgud op igien.
En Mand nu traadde i Pagoden ind,
Med mildt og værdigt Aasyn, som naar Uskyld
Til Döden gaaer: Den Vises Levnetslöb
Stod i hans Mine, og hans Hilsen var:
„Fred være med dig, min Discipel!” — „Hvad?”
Saa sagde Bramen: „vil en Sön af Guder
Her aabenbare sig for mig?” —
„En Ven af Mennesker, som lærer dem
At elske og at haabe, og hvis Brödre
Er Indostaneren og Karaiben!” —
Hil dig! mit Hierte hylder dig
Skiönt ubekiendt og fremmed. Store Mand!
Din Lærdom er guddommelig. I Sandhed!
Du er ei en Christen.» — „Kiender du de Christne?
Saa kalde Mange sig, og er det ikke.” —
„Vi kiende denne Yngel; först den æder
Vor Marv, og saa fordömmer den os. Nylig
Var een i dette Huus; han bandte mig.” —
„Ham saae jeg og, men denne er,
Saa sandt min Fader lever, ingen Christen,
En Dievel er han, som forgifter
Den allerblideste Religion.” —
„Og Herre hvo er du?” — „Dens Stifter.”
Saa svarte Mennesket, den hulde Jesus.
Hans Pande Guddoms Diadem omgav,
Og nu, da han foer op paa Skyers Throne,
Han sendte Oldingen, der uforfærdet
I söd Tilbedelse henflöd,
Et Blik, som meer end Daab indvied’ ham.