Naar Vid og Dyd og Venskab binde
Den glade Mand til sin Mandinde,
Da föles Ægtestandens Held
Da deles Fryd med ærligt Hierte,
Og Mindet om den bittre Smerte :,:
Foröger Glædens rige Væld.
I tvende Ædle! seer tilbage
Med Fryd til fælles Vandrings-Dage!
De svandt i rolig Glæde hen.
Og vi, som Dydens Værd kan skatte,
Vi eders hele Glæde fatte, :,:
Og vore Hierter dele den.
Vor Bön til Himlen vi opsende:
Gid begge længe glade kiende,
At huslig Fryd er Dydens Lön!
Gid Venners Held dem ofte fryde,
De Livets Dag, som hidtil, nyde,
Dens Aften vorde blid og skiön!