Bliv Lys! sagde Herren, og Mulmet adspredtes
Og Solen velgiörende signed’ vor Jord;
Til Levendes Bolig et Chaos beredtes;
Alfaderen pristes af jublende Chor.
Ja prises bör Herren, hvis vældige Bliv
Forvandlede Mörket til Lys og til Liv.
Og Held ham, den værdige Sön af Alfader,
Som Lyset antænder i Broderens Siel,
Som Sandhedens Tempel ham kierlig oplader,
Ham qvæger af Viisdoms, det evige Væld.
Lad gavnede Samtid end glemme hans Navn!
Han giennem Æoner dog virker til Gavn.
Ja Held dig, du Sandhedens ivrige Dyrker!
Dens Fiender forvilde og skrække dig ei;
Dens svagere Venner du leder og styrker,
At vandre dens tunge, men lönnende Vei.
Din Dag er os hellig, du Sandhedens Ven!
Gid ofte vi glade den hilse igien!