Fra en Mand til sin Kone
(Paa et Livbaand.)
(Paa et Livbaand.)
Du, som Himlen sendte mig imöde,
Da jeg eensom gik ad Banen hen:
Og som blid har lovet at forsöde
Denne Bane for dit Hiertes Ven!
Tröstig vil vi, Haand i Haand, fremvandre;
Denne Jord er ingen Jammerdal;
Hvo, som bedrer sig, og gavner Andre,
Öiner Fryd, hvor Daaren seer kun Qval.
Vel os da, thi vi med ærligt Hierte
I vor Kreds vil skabe varigt Held,
Og til Qvægelse i Livets Smerte
Öse vi af Dyds og Elskovs Væld.
Södt for os skal Livets Dag henrinde,
Som dens Morgenröde klar og skiön!
Dette Baand erindre dig, Mandinde!
Om vor fælleds Eed og Pligt og Lön.