Mange bittre Taarer
Fældes paa vor Jord;
Qval, som Hiertet saarer,
Tolkes ei med Ord.
Brödre, hvad er dette?
Er det mandigt Mod?
Selv vor Sorg vi lette;
Enden bliver god.
Skuer op med Glæde
Op til Himlens Gud;
At hans Börn skal græde
Det er ei hans Bud.
Nei, den milde Fader
Vil vort sande Vel;
Han sin Haand oplader,
Mætter os med Held.
Men det svage Hierte
Viger af fra Dyd;
Skaber sig sin Smerte,
Röver sig sin Fryd,
Lad os Dyden hædre,
Trodse Daarens Spot;
Lad os blive bedre,
Strax bli’r alting godt.
Den er bedst tilmode,
Som indtil sin Grav
Troer paa den Algode,
Der os alting gav.
Selv i Verdens Vrimmel
Ei forvildes han,
Som mod Herrens Himmel
Tröstig skue kan.
For vor korte Slummer
Gud har Grændse sat;
Livet og dets Kummer
Varer kun en Nat.
Denne Nat forsvinder,
Dagen bryder frem;
Strax den Gode finder
Sig i Glædens Hiem.
Hvo som oppebier
Rolig denne Dag,
Ham vor Gud befrier,
Ender bedst hans Sag.
Al sin Nöd han glemmer,
Iler glad herfra;
Hisset han istemmer
Et Halleluja.