Jonas Rein (1760–1821)

Sov, beste Pige! sødelig,

Savn ei din ømme Moders Pleie,

Hun svæver venlig om dit Leie,

Som Engel hun omsvæver dig —

End ei min Sorg dit Hierte saarer,

Frit tør jeg end udgræde den;

Du smiler kun til mine Taarer,

Naar blid du vaagner op igien. —

      O elskte Billed, som du bær! —

Kald Mindet om de svundne Dage,

Kald mig det troligen tilbage!

Hvad jeg har tabt, mig daglig lær —

Saa var det Smiil, hvormed hun talte,

Og lovede at være min,

Din Blidhed hendes Aasyn malte,

Og hendes Uskyld var som din. —

      Din Siel er end, som hendes skiøn!

Hvo vogter den med kierligt Øie?

Hvo vil med skyldfrie Haand den bøie,

Og søge i din Dyd sin Løn? —

Hvo skal advare mod de Farer,

Som vil omgive dine Fied?

Hvo viser dig de skiulte Snarer,

Som lægges for Uskyldighed?

      Sov, beste Pige! sødelig,

Vox, bliv din Faders Trøst og Glæde,

Og lad hans Kierlighed dig lede —

O! Himlens Engle vogte dig!

Men, ak! om Uskylds Rose svinder,

Om Tabet af din Dyd jeg seer

Engang i Graad paa gustne Kinder.....

Sov, beste Pige! vaagn ei meer. —