En Norsk Vinter
Et Digt.
Et Digt.
Wo die Freyheit herrscht,
Wird Boreas gelinder.
von Haller.
Du mægtige Natur! som til utalte Kloder
Dit Scepter strækker ud; du Millioners Moder!
Din Vældes sidste Spor ei noget Øie saae,
Til dine Grændseskiel kan ingen Tanke naae.
Du majestætisk er, naar Liv i alting spiller,
Naar Fuglens spæde Hals mod Morgenrøden triller;
Du majestætisk er, naar taus du lægger ned
Din gyldne Prydelse, din milde Herlighed.
Ei udstrakt ved en Flod, hvis runde Bølge skyller
Ind paa en bunket Eng, som Syn og Siel fortryller,
Ei i beskygget Dal, hvor Hiorde uden Tvang
Med sin Hyrdinde gaae, udnynner jeg min Sang.
Taus er den kielne Luth; fra vellystfulde Strænge
Nedsynker matte Haand — Hen over hiine Enge
Hør Aqvilonen nu, hvor Zephir spøgte mild;
Med Aqvilonen jeg min Sang forene vil.
Fra skumle Huler nys jeg Mørket saae frembryde,
Og over Jord og Luft og Hav sig at udgyde.
Du Dødeliges Fryd! og Livets bedste Ven!
Du svandt, livsalig Lys! Ak mon for evig hen.
Og du, som sørgende henlever dine Dage!
Som Skiæbnen levned’ kun den usle Trøst, at klage;
Som med din Smerte flyer til Mørkets tause Skiød:
Kom hid! Naturen taus anhøre skal din Nød.
Knap Solen viser sig, før den mod Fieldet iler,
Kun for at savnes meer; et Øieblik den smiler:
Mens Skabningerne sov, den fordum hasted’ frem,
Og, til de vaagned’ op, beredte Fryd for dem.
Dens milde Straaler knap med svage Glands os rekke,
Ei et hendaanet Kræ de af sin Søvn kan vekke:
Den haarde Vinters Kuld foragte tør dens Magt,
Og lette hvide Snee kun glimrer med dens Pragt.
Som Dødens kolde Haand ved sprig Skiønhed rører,
Og rosenfarvet Kind sin Ungdoms Pragt affører,
De Purpur-Læber slaaer med fæle Gysenhed,
Og trykker blege Skiul paa brustne Øie ned:
Saa er forsvundet nu det blide Sommer-Klæde,
Som hver Tilskuers Siel opfyldte før med Glæde —
Med Dødens blege Dragt det Hele skiuler sig:
En Hede dyrket Land, en Øe er Heden liig.
En tung Forvandling dig, o elskte Kreds! forkuer;
Hvor Øiet vendes hen, det idel Afmagt skuer:
Er dette vel den Lund, som ved harmonisk Lyd
Og ved sin Kiølighed mig skiænkte dobbelt Fryd?
Her, hvor jeg varsom krøb, henrykt ved spæde Stemme,
Som fløi fra Busk til Busk, sin Yndighed at giemme,
Den søgte Skiønne liig, ved huule Tuden her
Forhungret Ulv sin Nød for Klipperne frembær.
Snart gridske Flokke frem fra skumle Skove drage
Til Fiordens lange Iis, hvis Strækning de indtage
Med graadigt Øiekast, tit vendende sin Harm
Mod bange Vandringsmand, de trodse væbnet Arm.
De svage Skabninger hendaane i sin Hule,
Ja Biørnen selv man seer i Klippen sig at skiule,
Mod den forhadte Snee han seer med Brølen op,
Og, en Fortvivlet liig, udpiner egen Krop.
Det glade Sommer-Bud, letvinget, muntre Svale,
Med spæde Yngels Flok nedsænket er i Dvale:
De snart i hule Træ, snart findes dyngeviis
Paa Elvens mudret Bund, bedækkede med Iis.
Det Træe, som Frugten før, nu Sneens Vægt betynger,
Som sig i Rader op paa tørre Grene klynger;
Landmanden seer de Skud, hans Haand indpodet har,
At døe, med dem det Haab, som hans Belønning var.
Men mon Dryader hist en elsket Bolig klæde?
Hvor ranke Grane end sin Sommer-Dragt udbrede,
Og, stolt’ af grønne Pragt, som trodser Storm og Snee,
Naboers blege Løv omkring sig svæve see.
Er vel, lystrige Søe! er her din fordums Bolig?
Her hvor jeg henrykt saae, fra alle Sorger rolig,
Hvorledes hvasse Kiøl skar flydende Krystal,
Og rundt om legede en Skare uden Tal.
En Elv sit dorske Vand dybt under Isen slæber;
I Fieldet hængende forgiæves Fossen stræber:
Tryg seer jeg op til den fra steile Klippes Fod,
Som ved dens Torden selv ei uden Bæven stod.
Gud! om den Snee og Iis, som Bierg og Dal indhyller,
Paa eengang smeltede! kold Skræk mig overskyller:
Da Høie styrtende blev ned i Dalen ført,
Alt Levende blev qvalt, ei Klagelyd blev hørt.
Men Stormen susende, med brede sorte Vinger,
Fra Polens evig Iis, en anden Scene bringer;
Det blege Mulm staaer op, og Solen skiuler sig,
Og Ugler spaae om Skræk ved græsselige Skrig.
Langs Overfladen hen den barske Nordvind stryger,
Og Sneen, hvirvlet op, staaer radeviis og ryger;
Nu svinde Hytterne og høie Gierder hen,
Nu bliver Dal til Høi og Høi til Dal igien.
Hist i tilsneete Dal see modig Hest! den standser,
Den kiemper, skyder op, i Damp indhyllet, gyser,
Og, drevet frem med Tvang, den Faren vil undflye
Med lette, bange Trin, men styrter ned paa nye.
Ei Veie sees meer, og Storme synes true,
At man ei oftere skal næste Grande skue:
Udmattet Vandringsmand i Snee til Belte staaer,
Med Øine halvt tillukt, hans Fod ei Bunden naaer.
Eenfoldig Rype-Flok i oprørt Luft sig svinger,
Og søger tabte Hiem omsonst med trætte Vinger,
Omcirkler vide Hav, ei finder Hvilested,
Og synker mat tilsidst i salte Bølge ned.
I Tanken seer jeg nu, og Tanken blot forskrækker,
Hvor Dovre hvide Ryg mod sølvgraae Skyer strækker;
Der høres idel Storm, der sees idel Snee,
Liig oprørt Ocean, som truer Himlene.
Uheldig Reisende, som Skiæbnen did henbragte,
Hvis kloge Varseler han vover at foragte:
Erfaring der har lært, at see Uveirets Skræk,
Naar tit det lurer tyst bag Himlens blide Træk.
Den spaaede Uheld ham, en Taage liig, omringer;
Igiennem høie Snee han uante Hest fremtvinger,
Han sin Vildfarelse nu alt for sildig seer,
Han troer at vende om, og sig fordyber meer.
Omsonst han søger Vei, dens Mærker strax forsvinde,
Han segner uden Haab, og kun sin Grav kan finde.
Paa den Udmattede et Snee-Bierg voxer op,
Han hører ei den Storm, som raser paa dets Top.
Saa brølte Himlen før, mod Jorden Luften stridde,
Paa Storme Storme brød igiennem Himlens Vidde,
Da dig, o Tydals Field! omringed’ Skræk og Død,
Da Naboe-Fienden saae paa dine Sletter strød.
Fra stive døende da sidste Klagetoner
Med Hylen blandet var af vilde Aqviloner:
End fra din høie Top man hører fæle Skrig,
Naar mørkt og susende et Uveir reiser sig.
Der Elgen kneisende med lange Skridt omvanker,
Ved Skræksomheder ei hans vante Hierte banker,
Ham Stormen Leie giør, og ved dens huule Slag
Inddysses han i Søvn, blandt brudte Træers Brag.
Jeg hører — hvilke Stød! der nærmer sig en Torden,
Mon det er Jordens Ild, som ryster hele Jorden?
Mon granbeklædte Field løsriver faste Rod,
Og viser, synkende, en Afgrund hvor det stod?
O Skræk! optaarnet Snee, fra Fieldets bratte Sider,
Med sønderslidte Baand, uhyre Vægt! nedslider;
Og, hvor den raser frem, nedstrøes Skovene,
Som Græsset viskes ned ved Høstemandens Lee.
Bedrøvelige Syn for hvert medynksomt Øie!
Ældgamle Vaaninger sig ned mod Jorden bøie
Paa Naboe-Sletterne, hvor Nøisomhed og Fred
Har over Fattigdom udbredt Lyksalighed.
Det fæle Phænomen Beboerne opvækker,
Hver Moder raske Arm mod spæde Foster strækker,
Og flyer: o hæv dem, Storm! paa dine Vinger frem!
Brist, Jord! opslug din Vægt, før den indhenter dem.
Med alt for voldsom Fart det tunge Hav forfølger;
Nu, ak! nu gribes de og knuses af dets Bølger;
Den sammentrykte Luft med Hylen foran gaaer,
En Taage sprudet op til Himlens Hvælving naaer.
Mørk for Naturen selv sig denne Scene malte,
Den gysed’ ved sit Værk, dens Stemme Torden talte,
Og alle Storme taug; bag Bierget Skyen gleed;
Og Solen viste sig i matte Yndighed.
Af dens Godgiørenhed et Glimt det Hele kiender,
Og graadig snapper op hver Straale den fremsender:
En sagte Westenvind den møder, liig en Ven,
I Skoven svæver om og venlig letter den.
Fortryllet spæde Fugl troer Vaaren at fornemme,
Og synes qviddrende at ville snart istemme.
Stem, søde Sanger! i, ved hvert af dine Slag
Fyld din Beundrers Siel med savnet Velbehag.
Skov-Hierper pibende blandt tætte Grene hoppe,
Tiurer bryste sig paa Skovens høie Toppe,
Omdreie trinde Hals, velkomne Soel at see,
Mens under tunge Fied nedrystes lette Snee.
Jeg Harens muntre Sprang paa smale Stie kan høre;
Den nærmer sig, den staaer og bange spidser Øre:
Ved Gierdet stillet op, dig knuse med sit Fald.
See Skytten liste sig; han agtpaagivend’ hører,
At Røien pladskende de brede Vinger rører;
Han kryber, lytter, staaer, nu lægger vaersom an,
Og tordnende han den nedslaaer fra høie Gran.
Imens han hældigt Skud med milde Træk beskuer,
I Aasen Dødens Skræk hans dristig Grande truer,
Naar Biørnen brølende ham byder fæle Dyst,
Og opreist viser ham sit blodbestænkte Bryst.
Han den fra Hiet seer hevnsøgende at drage,
Før han med konstigt Lyn dens Anfald kan modtage.
Som Kølle riflet Rør han da at bruge veed,
Der svinges knusende i stærke Pande ned.
Saa bruges Vold mod Vold; men hist see kløgtig Rænke,
Hvor Hunden tudende arbeider med sin Lænke,
At lokke Ulven ned i Hulens dybe Skiød,
Som, grenedækket, er med lumske Snee bestrøet.
Ved Pynten af en Skov den kryber, gaaer og hviler,
Og rovbegierligen de hvasse Kløer udspiler,
Med lange Sprang den dog tilsidst fremskyder sig,
Og mærker synkende for sildig visse Svig.
Den cirkelrunde Sax den truende omspænder,
Og taus begraver den i Snee med lette Hænder;
Ved Biddens stramme Lugt did Ræven lokkes hen,
Og qvælet hæves om i det han rører den.
Forgiæves strenge Frost nu Havets Skiød tildækker;
Igiennem tykke Iis aarvaagne Mangel brækker:
Her fængsles slibrig Fisk af Garnets lumske Traad,
Hist ledes den til Land i den udspændte Vaad.
Dig ei Naturen vred, mit Fødeland! begraver
Meer end vort halve Liv; nei, den ved andre Gaver
Med Moder-Kierlighed dit Tab oprette vil;
Blandt Snee og nøgne Field den sig udbreder mild.
Viid, den bestemte dig til mandig Roes og Ære,
Og Frugter dig ei gav, som kielen Vellyst nære:
Ja den bestemte dig til et lyksaligt Land,
Saalænge Friheds Skat du kun bevare kan.
Den ranke Gran og Fyr, som Biergene omhegne,
Ei haardfør trives kan i hede Himmelegne,
Hvis rige Høst end naaer til Granens kolde Hiem,
Og iler ved dens Hielp igiennem Bølgen frem.
Bryst dig, ærværdigt Field! hvis Hoved Skyen dølger,
Naar snart du skue skal ud over Havets Bølger
Udlændings stolte Flag ved Isens Bredde staae,
Og vente, blide Vaar! din rige Last at naae.
Nu Skovens Kiempeslægt ved hvasse Øxe svækkes,
Med Bragen rundt omkring de seige Stammer brækkes,
Og sammenparrede til Elven trækkes ned,
Hvis Strøm dem lede skal til næste Handelssted.
Til Jordens dybe Skiød, hvor ingen Vinter rækker,
Naturen lokker ned, og Vindingshaab opvækker;
Strax Konsten rige Erts opsøger, finder den,
Og vinker, fuld af Mod, til Stræbsomhed sin Ven.
Nu vrimle Veiene, hvor før var tyst og øde:
At nære stærke Ild, som skal Metallet gløde,
Det luttre, give Skik, fremglider dyngeviis
Ophugne Skov og Kul paa slebne Snee og Iis.
Men Klygten, som har lært paa Bølgen Vei at finde,
Og i et hulet Træe at trodse alle Vinde,
Den lærte og at flye til Dal fra Biergetop
Paa grændseløse Snee, og ikke sluges op.
Saa let bevæbnet Hær, som tynde Skier svinger,
I Farten hældet frem, sig giennem Luften tvinger;
Slagtordner styrte sig fra fæle Høider ned,
I Orden, Mand ved Mand, med kolde Dristighed.
Her lærer ringe Hob en talrig Hær at svække,
At komme, dræbe, flye, og flygtende forskrække
Ved nye Tillavelser — Saa tit, ved Stød paa Stød
Fra vinget Perseus, Uhyret for sin Død.
Ved Arbeids tunge Slæb ei stivne Nordmands Lemmer;
Han slaaer sin Øxe fast og tunge Pleiel giemmer,
Og iler smidig hen, med Ild i modigt Bryst,
I Krigens Øvelser at vise Konst og Lyst.
Hist muntre Vennesang lystfulde Strid anretter,
Til Glædens Skueplads forvandles øde Sletter,
See, Skygger svævende for Øiet tabe sig;
Jeg haste maae didhen — alt høres Frydeskrig.
Paa frosne Bølge frem ophidset Hest sig skyder,
Som Pilen flyvende; en anden Trods ham byder,
Fra Bred til anden Brag og hule Sukke gaae,
Naar speileklare Iis staalklædte Hover slaae.
Den raske Ungdom sees paa glatte Skøiter glide,
Nu ligge vaiende med smidig Krop til Side,
Nu spænde dristig i, nu ubevægelig
Og rank at svæve hen, den lette Svale liig.
Alt svinder korte Dag; ved Fieldet Maanen smiler;
Den trætte Traver nu paa ønskte Hiemvei iler,
Nu nynner Bonden glad omkring sit Arnested,
Og Huset knager høit af Kuldens Bitterhed.
Mens Søvnen daler ned paa tunge Øinelaage,
Ved et saa herligt Syn min hele Siel skal vaage:
En Slette, funklende af Diamanters Pragt!
Og hvælvet Firmament i høitidsfulde Dragt!
Med hvilken udstrakt Glands, o Maane! du oprinder;
I Sletter, Bierg og Dal du skuer dine Ynder,
Ei traurig nu og mat, som du fremstiller dig,
Naar prægtig Sommer-Soel har forhen brystet sig.
Med skræksom Majestæt Nordlysets lange Bue
Om Himlen bøier sig med hvileløse Lue:
Med Lynets raske Fart de deelte Straaler flye,
Nu giemmes bag sit Væld, nu blusse frem paa nye.
En Taage spøgende nu Maanens Skin optager,
Og over hvide Snee et hastigt Mørke jager;
Nu glider den forbi, den hele Strækning faaer
Sin tabte Glands igien, hvert Træ forsølvet staaer.
Og Millioner Lys, som mod hinanden prale!
Stands, Musa! her, hvor ei en Dødelig kan male;
Hør Stemmer oven fra af hele Himlens Hær:
„I dette Lysets Hav hver Punkt en Verden er.“
O du, som dette Værk med Skaber-Vælde byder!
Du deler Aaret af, ved dine Vink frembyder
Hver Vinter frygtelig, hver Sommer mild og skiøn;
See ned til denne Kreds, og hør din Skabnings Bøn.
Rundt om i Hytterne hør Usles Graad og Klage!
Som i sin Hunger ei kan Søvnens Vellyst smage;
Formildet, snart, o Gud! dit Sværd tilbage træk,
Lad ei vor Sommer meer iføres Vintrens Skræk.
Antag dig dette Land! — Alt forudseer mit Øie
Velsignelser fra dig blant Sletter, Dale, Høie:
En aromatisk Eng, hvis Høide dækker mig,
Og tætte Grøde tungt for Vinden bøie sig.