“Som Orkanen over Dovres Fjelde
“vandrer mellem knuste Graner frem,
“o! saa vandrer Døden i sin Vælde,
“tungtbevæbnet giennem Livets Hiem.”
“Sundheds Rose ved dens Komme blegner,
“Styrken synker for dens Aande hen,
“Dydens Yndling for den Stærke segner —
“flygter til sit Hiem — til Himmelen.”
“Og hvor Død paa Livs Ruiner træder,
“lyde Savnets Klager i dens Fied —
“Enken ved den Elsktes Gravhøi græder,
“Venskabs Taare synker paa den ned.”
“Ogsaa her vemodigt Taarer flyder,
“Hvilens Søvn en Ædel sover her;
“intet Marmor tolker Mandens Dyder,
“ikke Skialdens Sang hans Hiertes Værd.”
“Øm han stod ved blege Armods Side,
“lindred’ Livets Sorger — Livets Nød;
“Enkens Taarer randt da ei saa stride,
“Barnet jamrede ei meer for Brød.”
“Blid han kjøled’ Sygdoms hede Aande,
“sletted’ kjærlig Smertens Fodspor ud;
“snart den Syge glemte al sin Vaande,
“signed’ Godheds milde Sendebud.”
“Ak! men intet Skiebnens Harm forskaaner,
“alting her betale maae dens Krav;
“høre derfor Harpens Klagetoner
“lyde dæmpet ved den Godes Grav.”
O saa klaged’ Venskab, klaged’ længe,
medens Taaren heed paa Graven flød:
dog, som Zefir mellem Harpens Strænge,
pludseligt en venlig Stemme lød:
“Aftør Taaren i dit vaade Øie!
“Aabn din Siel for blid og venlig Trøst!
“Himlen saae den Ædles Aar sig bøie
“tungt og modent mod den store Høst.”
“Himlen saae ham udi Løndom handle,
“saae enhver den Frommes skiulte Daad,
“saae ham Sorg til stille Fryd forvandle,
“saae ham sløve Smertens hvasse Braad.
“Og den fandt ham værdig til sin Glæde,
“Og den hæved, ham til navnløs Fryd.
“Derfor ingen ved hans Urne græde!
“derfor tie Smertens Klagelyd!!