Venskab, Lykke og Sundhed
Helliget Frue * * * * * * *
Helliget Frue * * * * * * *
den 1 Marts 1801.
den 1 Marts 1801.
Ubemærket svinde mine Dage,
Ubemærket som mit Harpeslag —
Glemt jeg er som Qvad fra Oldtids Dage,
Glemt som Kummers Søn i Glædens Lag.
Dog — ei du den unge Digter glemte,
Ofte jeg din Blidheds Gjenskin nød,
Derfor takfuld jeg min Harpe stemte —
Ene den for Dyd og Venskab lød.
Trende Genier til Jordens Egne
Blidelig steeg’ ned fra Lysets Hjem,
Her de Hulde findes allevegne,
Alle forstaae ei at søge dem.
Lillier spire, hvor de Hulde træde,
Vaarens Døttre krandse deres Fjed;
I der’ Følge vandre skyldfrie Glæde
Venlig Roe og stille Sjelefred.
Venskab — denne Guddom fra det Høie
Denne Jordens blide Salighed,
Som med Ætherglands i kjerligt Øie
Lokker himmelsk Fred i Barmen ned,
Som vor ofte tunge Vandring letter,
Som aftørrer Taaren paa vor Kind,
Som i Skjebnens Tornekrone fletter
Kjerligt sine blide Roser ind.
Lykke — ei hvad Mængden kalder Lykke —
Ikke Vælde, Rigdom, borget Glands,
Ikke gylden Glimmer, Fyrste-Smykke,
Ikke Orientens Perlekrands;
Nei! den sande Lykke, som fremstrømmer
Blid, af Dyds og Viisdoms rene Væld.
Denne Lykke, der kun ene tømmer
Og forklarer Livets lyse Held.
Sundhed — denne Himlens skjønne Gave,
Denne Dyds og Ordens blide Løn,
Denne favre Blomst af Edens Have,
Maadeligheds feire — raske Søn,
Som den unge Løve den fremstiger,
Hver en ufordervet Ædlings Ven,
Sygdoms Bleeghed for dens Aande viger
Fryd og Glæde villig følge den.
Disse Genier din Tinding krandse
Rundt om dig de skabe Fryd og Fred;
Venskab, Lykke, Sundhed blid omdandse
Hulde Qvinde! dig med lette Fjed;
Kjerlig som den glade Moder smiler
Ned til elsket Yndling ved sin Barm,
Saa til dig de smile, naar du hviler
Tryg som hiin i deres ømme Arm.
Skjøn som Solen, naar den venlig hæver
Sig af Havets Purpur, — lys og varm;
Let som Zefir, naar den kjerlig svæver
Over nysudsprungne Rosers Barm;
Yndig som Naturen, naar den træder
Rødmende som Brud af Vaarens Favn;
Saa dit Liv hensvinde — fuldt af Glæder
Fuldt af Fryd ved Moder-Daad og Navn.
Dog — af Sangens Tryllerie omgivet —
Fra Erfarings brede Vei jeg gleed;
Spaaede idel Høifryd gjennem Livet,
Spaaede Fred, liig Barndoms gyldne Fred,
Ak! og kunde ganske — ganske glemme
Modgangs høie Værd for Støvets Søn;
Mellem Modgang toner Dydens Stemme
Dobbelt overtalende og skjøn.
Derfor han, som viis og kjerlig leder
Os mod fælleds Maal paa Banen frem,
Ofte Kummers mørke Hære spreder
Over svundne Glæders lyse Hjem.
Ofte Sorg omleire vore Dage,
Ofte Nat indhyller vore Fjed,
Frydesang blier ofte dæmpet Klage
Skjebnens Kalk tidt fuld af Bitterhed.
Da sin lyse Fakkel Viisdom tænder
Og mod Dydens Tempel svinger den,
Venskab os sin hulde Engel sender
Blid den fører os ad Veien hen.
Selvbevidstheds rene høie Glæde
Seirende betvinger Livets Harm,
Ædlere vi ud af Kampen træde,
Tryg bag Dydens Seiervandte Arm.
I. Rehling.