Ved Strandbreden sad jeg en silde Aftenstund,
Mens Stjernerne funkled’ paa Himlens dunkle Grund,
Og Bølgerne rulled’ saa sagtelig i Sund; —
I Tanken fløi jeg hen
Til min hjertenskjære Ven,
Til Orlogs han drog over Bølge —
O kunde jeg bare ham følge!
Da slukkes de Stjerner, da stormer det fra Øst,
Da rulle de Bølger saa fraadende mod Kyst,
Da bæver mit Hjerte, da hæver sig mit Bryst, —
Thi Havets dybe Skjed
Bringer Varsel mig om Død, —
O Bølge, bring Trøst for min Taare,
Jeg ængstes og ængstes saa saare!
Med Taarer paa Kinden jeg sidder nu ved Strand,
Et Budskab jeg hørte — det foer saa vidt om Land,
Det rysted’ hver Qvinde, det smertede hver Mand,
O Bølge, har Du ei
Seet min Elskte paa Din Vei?
Bring Trøst for min Sorg og min Smerte,
Bring Ro i mit bævende Hjerte!