Rasmus Kristian Rask (1787–1832)

Da jeg læste Græters Oversættelse i græske homeriske Vers af den eddiske Sang Skirners Rejse (Σκιρνηρου ὁδοιπορια ἢ θεος Φρειρ Μνηστηρ), kunde jeg ikke nægte mig den herlige Nydelse, at gjennemlæse de skjønneste af disse gamle islandske Sange i Grundsproget. Ingen af dem fængslede mig saameget som Hamarsheimt; den bærer de umiskjendeligste Spor af den fjerneste Old, hele Fremstillen aander lutter Naivitet Originalitet og Kraft, saa at næppe noget Sted af Homer kan siges at overgaae den. Jeg følte mig ved at læse og nyde Originalen henrykt i den nordiske Gudealder, og det blev mig, uden at jeg vilde det, nødvendigt at udtrykke hvad jeg læste i Modersmaalet, for at gjøre Følelsen deraf saa nær og levende som muligt. Saaledes blev denne Oversættelse til; det skulde glæde mig inderlig, om En og Anden, der ikke mere forstaaer sine Fædres herlige Tungemaal, og altsaa ikke har Adgang til Sangen selv, dog kunde forlyste sig ved her at beskue dens Skyggebillede.

        Det Versemaal, jeg uvilkaarlig valgte, er det samme som Originalens, nemlig det ældgamle nordiske Fornyrðalag. Til at forstaae Sangen behøver man blot af den gamle Gudelære at erindre, at Tor var Odins og Jordens Søn, at han ogsaa kaldes Vingtor, Lorride, og As eller Ase, der ellers var et Navn fælles for alle Guder (Aser). Han førte en evig Krig med Jotnerne eller Tusserne, og hans Sejrvindinger saavelsom Asernes Magt beroede fornemmelig paa hans Hammer (Mjølner), som han her henter sig tilbage, efterat en jotnisk Høvding havde faaet den i sin Vold. Vør var Gudinde for Eder og Forbrydelser især imellem Elskende; hun straffede ogsaa den som svigtede.