I Ungdoms Vaar
groe Roser allevegne;
snart den forgaaer
og disse hastigt blegne:
Lad os da nyde Vaarens Lyst,
førend dens Dage forsvinde,
pryde med Roserne vort Bryst,
før vi dem falmede finde!
Een er der kun,
som visner ingensinde;
til sidste Stund
vi lige skjøn den finde.
Villigst den groer i Ungdoms Vaar;
hvo da forstaaer den at dyrke,
den ham i alle Livets Kaar
herlig vil qvæge og styrke.
Hver trofast Ven
maa denne Rose hylde;
o! det er den,
vi vore Glæder skylde.
Venskab den skjønne Rose er:
den er vor Fryd og vor Lykke;
evig den blomstre blandt os her,
engang vor Gravhøi den smykke!
Rahbek.