Ifald jeg var som Croesus riig
Til dig jeg vilde ile,
Nedlægge alt mit Guld for dig,
Hos dig det ei fandt Hvile;
Du giorde Armod riig dermed,
Jeg nød din skiønne Fryd derved,
Og saae dig til mig smile.
Hvis Magt og Vælde var min Deel,
Jeg den da blot anvendte
At skienke Dyden alt det Held,
Den savned’ og fortiente;
Naar Sorg og Uret for mig svandt,
Min Lauras Agt og Gunst jeg vandt,
Thi da jeg den fortiente.
Ifald Camoenen yndte mig,
Sang jeg som Halvors Sanger,
Et evigt Navn jeg skienkte dig!
O! du det ei forlanger;
Men Laura! nei du er det værd,
O! hvor min Sang da blev mig kiær,
Sang jeg, som Halvors Sanger!
Ei Musers Yndling, ringe, arm,
Hvad har jeg dig at give?
Troe Hiertet slaaer i denne Barm,
Det ei forkastet blive!
Dog! selv ei denne Skienk jeg har! —
Alt længe! Laura! dit der var;
Og evig dit skal blive.