Til
Til
en Veninde
paa
paa
hendes Fødselsdag.
hendes Fødselsdag.
Hvad Venskab er, hvori det vel bestaaer,
Jeg nys vidtløftig demonstrerte;
Men De fra mine allerførste Aar
Mig dets Natur og Værd langt bedre lærte.
O kunde jeg afbilde Dem, Veninde!
Afbilde, hvad De var, og er for mig,
Man ædelt Venskabs Mønster skulde finde.
Fra første Dag, De modtog mig
Af Deres elskte — —s Hænder,
(Jeg glad og skiønsom det erkiender,
Hans Venskab al min Anbefaling var —)
Med Moderømhed De mig ledet har.
Den Korsvei, som igiennem Livet leder,
Jeg ung og uerfaren kiendte ei;
Men vandred’, Venner! med og efter Eder,
Og lærte Dyds og Sandheds Vei.
Og aldrig trættedes min Fod,
Og aldrig saae man den fra rette Vei at bøie,
Naar mine Ledere jeg ei forlod,
Og tabte Deres Spor af Øie.
Hver god og ædel Gnist, som hos mig laae,
De op til høie Flammer vakte;
Det lærte mig, mig selv at agte,
Da jeg af Dem mig agtet saae.
Og dette Værd, De selv fremelskede hos mig,
De huld med Deres Venskab lønned’,
Det syntes, som det Deres Held forskiønned’,
Naar De det deles saae af mig.
I dette Bryst nedlagde De hver Smerte,
Som uforskyldt Dem slog til Jorden ned;
Ja! tit jeg smiggred’ mig, at Deres Hierte
Fandt Lindring i, jeg med Dem græd.
I hver en god og ædel Færd
Jeg følte Deres Venskab Kraft mig give;
Og al min Attraae, al min Idræt var at blive
Dem, mine Venner! liig og værd.
Saa blev jeg, hvad jeg var, og hvad jeg er,
For Venskabs Værk jeg villig mig erkiender;
Hvert Glimt af Værd, jeg har, mig dobbelt helligt er,
Thi jeg det fik af Vennehænder.
O! mangt et ædelt Venskabs Minde
Gienkalder denne Dag hos mig;
Gud lønne Dem derfor; bliv lykkelig,
Og bliv bestandig min Veninde!