I Ungdommens Aar har man sjelden sit Vid,
man øder sin Velfærd, og spilder sin Tid;
først naar man en Pige alvorlig har kjær,
da lærer man Tidens og Velfærdens Værd.
De Piger, de Piger, os give Forstand,
men røve den stundom igjen, om de kan.
Vor Manddom henslides i Møie og Sved;
hvad volder at Manden ei trættes derved?
Sin Løn maa han faae ved en Vennevivs Bryst,
først da kan han stræbe med Kraft og med Lyst.
Lyksalig, lyksalig, hvo eier en Viv,
der lønner hans Værd, og forsøder hans Liv!
At vandre alene, gjør Veien saa tung,
det føler man stundom, endskjøndt man er ung;
men alt som man nærmer sig mere til Grav,
alt mere da trænges til Selskab og Stav.
Da føles, da føles i hele sit Værd
hvad qvindelig Ømhed og Trofasthed er.
Thi leve vort Ungdoms Veiledning og Lyst,
vor Manddoms Belønning, vor Alderdoms Trøst!
Mænd! Oldinger! Ynglinger! ærer det Kjøn,
som os i hver Alder vor Bane gjør skjøn.
De leve, de leve til Held for Enhver,
som er deres Hyldest og Kjærlighed værd!
Rahbek.