Al Verden til Feide nu udruster sig,
blandt Konger og Fyrster og Lærde er Krig;
een strider med Pen og en anden med Sværd;
Held os, som kan sidde saa fredelig her!
Hvis Kongerne skikkigen samlede sig,
og drak ved hver Tvist et Glas Viin paa Forlig,
fik Jorden en evig og ønskelig Fred,
og Viintapperlauget florerte derved.
Den Malurt, den Malurt, som kommer i Blæk
maae gjøre den Lærde saa stridbar og kjæk,
men hvis han først Smagen paa Viin kunde faae,
han holdt sig til den, og lod Blækhornet staae.
Jeg lever i Fred med den samfulde Jord,
min eneste Fjende staaer for mig paa Bord:
med Flasken jeg fører evindelig Krig,
thi var jeg ei stærkest, saa fældte den mig.
Til Vaaben! til Vaaben! og strider som Mænd,
der frygte ei Fjende, og svige ei Ven!
Den falder med Ære, som falder i Krig!
Nu Brødre! nu speiler Jer alle i mig.
Rahbek.