Igaar var jeg først kommet til Residentsen. Fætter Adolph, den lystige Breder, var kommen en Dag iforvejen, og boede efter vor skriftlige Aftale i Værelset ved Siden af mig i mit Vertshus. Han blev her for bestandig, men havde først lejet i Vertshuset, for at udsee og af ny indrette sig en Bopæl i Byen.
Det pikkede sagte paa min Dør; jeg raabte: kom ind! og en ung Pige med en liten Kurv under Armen traadte bly ind i Værelset.
Næppe hørlig spurgte hun, om jeg behagede noget af hendes Arbejde. Hun nejede anstændig ved dette Spørgsmaal, slog Øjet til Jorden, og holdt det bestandig hæftet derpaa.
„Hvad smukt har De der?“
Hun rakte mig sin lille Kurv; den lille hvide Haand zittrede.
Hun sagde ikke et Ord til at anprise sine Vare; hun taug og overlod til mig selv, at besee og bedømme de overmaade pent broderede Kraver, Halstørklæder, o. s. v.
Hendes Stilhed, hendes Ængstlighed gjorde mig endnu mere opmærksom, end den Flid, der i den smukke Haands Arbejde var øjensynlig.
Den lille Pige var omtrent 19 Aar gammel; hun gik simpelt men renligt og modens klæd. Hendes Ansigt forkyndte den reneste Uskyldighed; hendes Anstand røbede Opdragelse og ikke almindelig Fødsel; desmere paafaldende var det mig, hun gik om i Vertshusene, og besøgte de Fremmede paa deres Værelser.
„Har De solgt Meget i Dag?“
„Endnu Intet.“
„Saa maa jeg vel give Dem Haandpenge. Hvad koster det Kalvekryds?“
„Tre Rigsdaler.“
„Det er noget meget, midlertid! saa smuk en Pige maa man ikke tinge med.“
Hun kastede sit store blaa Øje paa mig; men slog det hurtig ned igjen. — Det bragte mig i Vilderede, som om den lille Pige vel, naar Alt kom til Alt, ikke torde være saa ganske uskyldig; hendes Blyhed torde være en fin Rolle; fra ældre Tider kjendte jeg Hovedstadspigers Forstillelser. Jeg var begjærlig efter, hvorledes hun vilde udvikle sit Spil. Jeg tog mig for, ikke i mindste Maade at komme hende imøde. Hun skulde selv lidt efter lidt lade det Slør falde, hun med saa udsøgt Snedighed havde kastet over sin høje Jomfruelighed. Hun havde studeret sig saa kunstig ind deri, at den Uøvede paa ingen Maade kunde tage denne fine Blyhed for kunstlet. Nu — hendes fyrige Øjes matte Blaa havde røbet hende; det hastige Opblik, da jeg havde henkastet hende en liden Artighed over hendes Udvortes, havde været mig Fakkelbæreren til at see ind i hendes Inderste. Nu maatte hun anlægge sit Spil endnu finere, hvis hun troede at føre mig bag Lyset.
Jeg tog Krydset og lagde en Louisdor paa Bordet.
„Vil De ikke heller give mig Smaapenge, min Herre! jeg kan ikke give igjen paa det Guldstykke.“
„Nu saa behold De Resten; vi handle jo tiere sammen, saa bringe vi det i Afregning.“
„Nej! gode Herre! det gaaer ikke an.“
Aha! der kom alt gode Herre over de nydelige røde Læber.
Men jeg maa give Sandhed Ære, hun udtalte det gode Herre, med en saadan Barnlighed — kunde jeg sige, at der ikke laae nogen egentlig Nærmelse i fra hendes Side. Midlertid aandede hun nu noget friere; forhen havde hun taget efter Vejret nogle Gange, naar hun talte, og det røbede Tegn paa yderste Forlegenhed; det gjorde hun nu ikke mere. Det lille Hoved stod en ottendel Tomme højere; men den skjønne Barm hævedes endnu ikke, og det fine Øjelaag dækkede endnu hendes talende Bliks Ynde.
„Mit Barn! begyndte jeg spøgende, jeg raader over mine Penge; naar jeg nu beder Dem, at gjemme mig Resten til videre, den lille Villighed vil De dog ikke nægte mig?“
„O nej! gode, kjære Herre! men det gaaer virkelig ikke an.“ Over den lille Mund svævede ved disse Ord et sagte lønligt Smil. Hun havde forstaaet mig. „Tag De heller, tilføjede hun, og hang igjen lidt dybere med Hovedet, endnu noget af mit Arbejde for Resten af Deres Penge, saa ere vi i Rigtighed.“
„Kjære Pige! jeg kan for Øjeblikket ikke bruge mere. Vil De endelig ikke tage de Penge, der er for mange, for intet, saa — nu saa giv mig ret et vakkert Morgenkys for det.“ Jeg ærgrede mig, da jeg havde faaet det ud; det havde jo været mit faste Forsæt, ikke at komme hende imøde. Men saaledes ere Mandfolkene. Virkelig søge de først at nedtræde det Hegn, Naturen omgjærdede Qvinden med. Altsaa!
Pigebarnet greb med ængstlig Hurtighed efter Krydset, lod Guldstykket ligge paa Bordet, gjorde et halvt Knix, og gik til Døren.
„Jomfru! kun eet Ord! bliv De! jeg forlanger intet Kys; vær De ubekymret.“
Hun blev staaende, vendte sig, og holdt Haanden for Øjnene.
„Med Kysset var det mit Spøg;“ — egentlig havde det været mit ramme Alvor, for Pigen var allerkjæreste. En af de Hellige kunde ikke nægtet det. „Giv De mig Krydset og tag De Louisdoren. De behøver ikke at give mig noget tilbage; jeg har indjaget Dem en Skræk; jeg skylder Dem Smertebod, og det med rette.“
Besaae jeg Pigen med Billigheds Øje, skyldte hun ogsaa mig Smertebod; jeg havde en Smerte i venstre Bryst, som begyndte at blive mig ret behagelig. Den lille Pige stod i megen Fortryllelse for mig. Var hun Sandhed, som jeg endnu bestandig ikke vidste bestemt, saa havde jeg aldrig seet nogen interessantere Sypige i mine Dage.
„Behøver man da saa faa Penge her i Hovedstaden, at De aldeles ikke vil tage denne Bagatelle, som jeg med inderlig Fornøjelse regner mod den Lykke at have gjort et saa kjært Bekjendtskab.“
„Behøve — behøve — o min Herre!“
Hun slog det store Øje ned i sin Kurv, og hævede det derpaa mod Skyerne, som om hun histet oppe vilde søge den Hjelp, Syeriet i hendes Kurv ikke var istand at byde hende.
„Tjener De da ikke saa meget, som De behøver?“
„Ikke Halvdelen, ikke Trediedelen.“
„Det er sørgeligt!“
„Ja tilvisse sørgeligt, meget sørgeligt!“ sagde hun betydende, og en længe tilbageholdt Taare kom stille i hendes Øje. Hun vendte Ansigtet bort og tørrede denne hurtig af med Fingeren; men jeg havde lagt Mærke til den, og Gud, hvem et fromt Barns Taare er velbehagelig, havde sikkert ogsaa seet hendes knuste Hjertes Kummer
„Ellers plejer Arbejde at føde sin Mand. De sælger maaskee Deres for for godt Kjøb.“
„O! nej! men jeg arbejder ikke ene for mig; jeg har en stakkels syg Moder og to smaa Sødskende til.“
Nu kunde hun ikke mere. Hun tog Tørklædet for Ansigtet og græd.
Jeg var dybt bevæget. Jeg havde nu givet meget til, at jeg kunde taget det første Spøg med Kysset tilbage. Naturligviis havde jeg tabt hendes Tillid. Jeg ilede igjen at gjøre denne Uret god, jeg havde gjort hende.
„Mit gode Barn!“ begyndte jeg hjertelig og velmenende: „en saadan Stilling opfordrer levende til Deltagelse. Jeg er ikke rig, ellers vilde jeg prise mig lykkelig at gjøre mere for Dem. Men — vis De mig den Godhed, og tag mod denne Louisdor for Deres Arbejde, og bring den til Deres stakkels syge Moder.“
„Min gode Herre! min ejegode Herre! o! hvorledes skal jeg takke Dem,“ sagde den fromme Pige, og lagde begge Hænder paa Brystet, hvor Glæde og Tvivl krydsedes.
„De maa ikke lægge for stor Vægt paa Bagateller; jeg vilde her besøgt Skuespil, Concerter o. d. l., der gaaer jeg nu nogle Gange sjeldnere, det er Alt. Men af Dem, kjære Pige, udbeder jeg mig en Artighed igjen.“
Hun studsede. De forbittrede Kys var hun udentvivl bange for paany. Det læste man i det lille, meget vakkre udtryksfulde Ansigt.
„De maa —“ jeg stammede. Var det Skinsyge, Uro for mig eller for hende, der talte af mig, jeg veed ikke. —
„Jeg vil virke for Dem. Jeg vil gjøre mig Umage hos mine Venner for at lindre Deres Stilling, men De maa love mig, ikke mere at gaae om paa Værelserne til de Fremmede i Vertshusene. Det forekommer De mig ikke at være født til.“
„O Gud nej! nej! det er jeg heller ikke. O min gode Herre! hvis De skulde vejet den Centnervægt, der laae tung paa mit Hjerte, da jeg bankede paa Deres Dør. Det er min første, allerførste Gang af det Slags.“
„Den første! den første i Deres Levetid?“
„Ak! jeg har i Morges tidlig paa mine Knæ bedet Gud om Mod og Styrke. Men jeg følte dog, at alt Blodet sank mig af Ansigtet, da jeg traadde ind i Deres Værelse. Ak! kun den Fattige kjender Ulykkens navnløse Smerte. Før har jeg tit læst om Armods Lykke. Nu — jeg maa tage de Penge, tage dem som Foræring, De havde bestemt til Deres Fornøjelse. Jeg maa tage dem, da De har foræret min Moder, min arme Moder dem. — Før — o! jeg gav de Fattige saa gjerne. Det ahnede mig ikke — —“
„De levede forhen i lykkelige Omstændigheder?“
„I meget lykkelige,“ sagde hun sagte, og sukkede dybt.
„Lever Deres Fader endnu?“
„Nej! for et Aar siden har han fundet den Hvile han søgte.“
Jeg gjes! forstod jeg ret, klagede Barnet over Faderen som Selvmorder.
„Hvad var Deres Fader?“
„Hofraad!“
„Hofraad! og De her i Kamp med Hunger og Fortvivlelse.“
„Med Hunger? — ja! o store Gud! ja tit, meget tit er jeg alt i dette Aar gaaet hungrig tilsengs med mine smaa Sødskende. Men Fortvivlelse — nej! nej! røv De mig ikke min Tro,“ raabte hun tydelig, trykkede grædende de foldede smaa Hænder sammen for det højtsvulmende Bryst, og kastede et Blik mod Himlen, seet med Velbehag af ham, der lader Lillierne voxe paa Marken, og omfatter sin Verden med Miskundhed.
„Ved et Tilfælde mistede min Fader sit Embede. Han sattes paa halv Lønning; derover gik han fra sin Samling. I hans tidligere Forhold havde hans maaskee alt for kostbare Indretning af hans Hus bragt ham i Gjeld; nu kunde han aldrig afbetale denne. Hans Creditorer trængte paa ham med grusom Haardhed; hans hurtige Død reddede ham for deres Forfølgelser. Nu havde min Moder ikke andet, end sine tre Børn. Vi tog herhen, for her, hvor vi vare ubekjendte, at opgive vor forrige Stand, og leve i den Løndom, vor Skjebne havde anviist os. Det lykkedes mig, ved vor Vertinde, at faae Arbejd bestilt hos mig; men de Familier, jeg arbejdede for, ere dels tagne paa Landet, dels rejste til Badet, dels for en Tid forsynede af mig, med hvad de havde behov, og saaledes standsede ogsaa denne liden Næringskilde. For at fylde vor Ulykkes Maal, blev min Moder syg. Vor Vertinde gav mig det Raad, nu at gaae selv om med mit Syeri, og især søge de Fremmede op paa Vertshusene, de betale bedre, end de, der høre hjemme her paa Stedet; ogsaa vilde jeg paa denne Maade længere blive ukjendt, hvilket især min Moder særdeles ønsker, der i Glimmeret af sin forrige Glands, maaskee blot af Vane, endnu gjerne søger sin Lykke, og derfor saavidt muligt søger at undgaae alle de Beskjæmmelser, hun ængstlig frygter, hvis vor Rang og vore tidligere Forhold blev bekjendte. Jeg undslog mig længe for at vove det Skridt ind i de Fremmedes Gjæstekamre. Men i Dag — min lille Huskasse var ganske udtømt. Igaar vare vi Alle gaaede til Sengs uden at spise. I Dag klagede de Smaa med bittre Taarer for mig, de vare sultne. Moder længtes efter en Vederqvægelse. — Saa maatte jeg. Jeg maatte.“
De hede Taarer kom hende igjen i Øjnene; hun vilde endnu sagt noget om min Ædelmodighed, eller deslige; men Graaden qvalte hendes Stemme, og det var ogsaa ret godt; for min Ædelmodighed, mellem os sagt, havde det i Begyndelsen ikke stort at sige med; jeg havde slet ikke kjøbt det hele Kryds, og den anden Louisdor var heller ikke gaaet i Kurven, men til Comedie, dersom, istedenfor den forunderlig elskelige blyfærdige Pige, en grim tandløs — maaskee ligesaa fattig, ligesaa ulykkelig — var traadt ind i Værelset. Saaledes ere alle Mandfolk; men jeg gider ingen Ord spildt derom; for med mine nok saa smukke moralske Sentenzer forandrer jeg dem dog ikke.
Nu havde den indtagende Piges Fortælning grebet mig, meer end hendes dejlige Skabning, hendes sjelfulde Øje, hendes Anstand, den naturlige Ynde i alle hendes Bevægelser.
„Min ædle, min himmelske Pige! jeg har en elsket Kone i mit Hjem. Jeg havde foresat mig at bringe hende en liden Kostbarhed med til Admindelse. Men den kjæreste Foræring for min Marie vil være, naar jeg fortæller hende, at jeg har gjort en saa ulykkelig Familie, en saa elskværdig Pige, en glad Time.“ Jeg lagde tre Louisdorer til de forrige to, svøbte dem i et lidet Stykke Papir, og puttede dem i den lille Kurv.
„O min Herre!“ raabte Pigen, og hendes kummerfulde Blik forklaredes i Glæde og Vellysthenrykkelse. „Endnu forstaaer jeg ikke den tunge Kunst at modtage; o! at jeg dog havde Ord til min Tak!“
„Kom De — svarte jeg med lønlig Glæde over, snart at see Pigen igjen — kom De igjen om nogle Dage; imidlertid skal jeg tale med adskillige herværende Familier, som jeg kjender nøje, og der i Forening med mig gjerne vil stræbe at berede Dem en bedre Lod.“
Pigen ordnede sit Syarbejde i sin liden Kurv, nejede forbindtlig for mig og gik.
Det var mig kjært, at Fætter Adolph ikke havde truffet den hulde Sypige hos mig; thi hans Letsind var ikke skikket til at behandle den Elskelige med den Delicatesse, hendes Skjebne, hendes Stilling fordrede. Han var alt gaaet ud, og kom efter nogle Timers Forløb igjen, at klæde sig stadseligere paa, for at gjøre sin Opvartning hos adskillige Store, hvem han som nys beskikket Raad i Landets øverste Collegium maatte gaae til.
Fjorten Dage havde jeg forgjæves ventet paa min Gunstlings Tilbagekomst. Jeg havde nyttet samme Tid til at virke for den ulykkelige Familie. Af Beskedenhed havde jeg hverken spurgt den indtagende Syerske om hendes Navn eller hendes Bopæl; midlertid havde jeg formaaet adskillige af mine brave Venner til et aarligt Bidrag til de Nødlidende, saa at jeg kunde tilbyde dem en aarlig Understøttelse af henved 200 Rd., og jeg glædede mig til det Øjeblik, da Pigen skulde komme, at jeg kunde gjøre hende denne glædelige Opdagelse.
Hun havde bedraget mig.
Tilfældig kommer jeg paa et offentligt Sted udenfor Byen, hvor især om Søndag Eftermiddag Hovedstadens beau Monde samles, og under Musik og munter selskabelig Lystighed nyder allehaande Forfriskninger. Der sidder den hverdags Løgnerske med sin Moder og de Smaa ved et Bord, der bugnede under Kager, og Caffe, og fin Frugt. Pigen var skjøn som Kjærligheds Gudinde, og hendes smagfulde Paaklædnings Zirtlighed tilkjendegav Stand og Formue. I hendes mørkebrune Haar funklede en Halvmaane af Juveler, hendes jomfruelige Barm prydede en Rose, som en Diamantpil holdt fast.
Overvældet af den retfærdigste Uvillie sank mit Blik ned paa Krydset fra hendes fine Haand. Altsaa, derfor havde jeg forsaget denne længe attraaede Fornøjelse, at besøge Skuespillet? altsaa, derfor havde jeg opofret den Nydelse, at medbringe min tilbedede Marie en liden Admindelse fra Hovedstaden? altsaa derfor havde jeg lagt mine Bekjendtes Godhed og Menneskekjærlighed i Skat?
Men saa ilde, saa bittert, havde endnu Ingen i Verden skuffet mig. Hvor maatte den Afskyelige have leet mig ud, da hun med sine Taarer havde frahyklet mig mine dejlige Louisdorer, som i vore Tider intet Menneske har formange af. Jeg vilde først hen, for idetmindste med et Øjekast at sige hende, at jeg trods hendes yndige Ham nu dog havde erkjendt Krokodillen. Men hvad hjalp denne Revselse mig; mine fem Guldstykker var jo nu dog eengang fløjten; og den forbittrede Hovedstadspige torde jeg tiltroe, det endnu ovenikjøbet havde været hende Løier, at lade den lettroende Landsbymand føle sin Overlegenhed i Kneb og Rænker. Denne smertelige Triumph kunde jeg ikke unde hende.
Jeg satte mig i et Lysthus, hvorfra jeg useet kunde holde Øje med hende. Jeg kivedes med Skjebnen, der havde givet denne udstuderede unge Satan en Engels Maske. Dette lidet Husdyr var saa dejligt, saa vidunderligt dejligt, at det tildrog sig alle Forbigaaendes Øjne. Adskillige unge Mandfolk bleve, saasnart de nærmede dem hendes Luftkreds, uvilkaarlig staaende, og dvælede, som fortryllede, med deres Blik paa den Hulde. Men Ingen gik hen til hende, Ingen talte med hende. Naturlig. Thi kjendte, som muligt var, endog mangen af dem hende, var dog her i ærbare Familiers Kreds, ikke Stedet, at vedgaae sit Kjendskab med saadan en Nymphe.
Moderen var bleg, de Smaa sultne. Dette, den Gamles Sygdom og de Smaas Sult, torde altsaa være den eneste Kjendsgjerning i den hele Historie. Børnene smagte min Kaffe mine Kager og mine Kirsebær ganske fortreffelig. De smaa Ravneunger havde spist mig Hjertet af Livet, havde jeg lagt det tillige med mit Guld i den forhexede Søsters Kurv.
Saa indtagende hun som en undseelig Trængende havde staaet for mig, saa fortryllende var hun som en rig Pige af Stand.
Jeg havde dristig kunnet vinde mine fem Louisdorer igjen, naar jeg havde holdt dem paa, om Nogen i denne Stolthed, denne Holdning, denne Englerenhed, i dette Bliks fromme Barnlighed, i denne ømme Opmærksomhed paa Moder og Sødskende, skulde gjenkjendt en Sypige, en Vertshusdukke, en Bedragerske.
Kun undertiden svævede hendes himmelblaa Øje omkring mellem Mængden; det skulde see ud, som om hun ventede paa Nogen, thi hun hæftede Øjet adskillige Gange paa Vejen til Byen. Men egentlig søgte hun ny Fangst. Tilfældig strejfede hendes vidt omkring spejdende Blik ogsaa forbi mit Lysthus. Hun kjendte mig. En hurtig Rødme fløj over hendes Kind. Hun bøjede sig over til sin Moder, hvidskede hende noget i Øret, og smilte!
„Hun smilte!!!“
Harm, giftig Harm sammenpressede krampagtig mit Bryst; jeg stod op og gik.
Jeg havde gjort den Aftale med Fætter Adolph, der havde spist til Middag hos sin Minister, at vi vilde mødes her. Men jeg kunde ikke blive. At være Giek for en saadan Skabning, var mig ikke muligt.
Udenfor Porten mødte Adolph mig i sin Vogn. Han undskyldte sig, han ikke var kommen tidligere, bad mig staae i, og kjøre ud med ham igjen, og spurgte mig, om jeg havde fundet meget smukt derude?
„Satan!“ svarte jeg, og bad ham ikke kjøre ud, men vende om med mig; for saae han Pigen, og hans Blik undgik sikkerlig den Fortryllende ikke, saa havde han, efter hvad jeg kjendte til ham, endnu samme Dag gjort Kjendskab med hende, og han det rige ædle Hedhoved vilde dette trædske lille Pigebarn koste saamange hundrede, som hun havde kostet mig Daler.
„Satan!“ sagde han leende: „tal dog tydeligere, Menneske! hvad er modt dig?“
„Vend om, vi vil kjøre hjem, der vil jeg fortælle dig Alt; du maa vide det, vide Alting, just du!“
„Vende om kan jeg ikke; jeg har lovet Adskillige at komme; sæt dig i Vognen med, kjør med. Jeg fører dig ind i min Kreds; maaskee finder du gamle Bekjendte.“
„O jeg har fundet just det! tage tilbage med kan jeg for ingen Priis. Jeg maatte fornegte min Følelse.“
„Hvad Pokker, min Broder! saa fortrædelig har jeg aldrig seet Dig i mine Dage.“
„Maaskee! Nok! vil Du ikke nu tage tilbage med mig til Byen, saa hold Dig i det mindste ikke længe op derude. Jeg trænger i Dag til Dit Selskab mere end nogensinde.“
„Jeg kommer om en Time,“ svarte Adolph, og bad Kudsken kjøre.
„Endnu eet, Adolph!“ jeg kunde ikke; jeg maatte advare ham. Den Angst, at den herlige Knøs skulde falde i slige Hænder, bespændte mit Hjerte: „Endnu eet, Adolph! du faaer derude den dejligste Pige af Verden at see.“
„Godt! Godt!“
„Bi kun, lad mig tale ud. Den Pige er en . . . . For Himlens Skyld tal ikke med hende. Jeg skal fortælle dig Alt, naar du kommer hjem. En Halvmaane i Haaret, en Rose med en Pil i Brystet, en bleg Moder paa venstre, og et par Slughalse paa højre Side. Du kan ikke tage fejl. Kjør nu!“
Adolph loe, som han hørte En snakke over sig; de vilde Heste fløj afsted, og jeg gik hjem med min Ærgerlighed.
En Time efter rev Adolph Døren op paa vid Væg, raabte glad: „Broder! Frøken Emilie v. Haldenburg, min Forlovede!“ og traadte ind i mit Værelse med den dejlige Pige med Halvmaanen i Haaret ved sin Side.
I første Overraskelse troede jeg, at den ubeskrivelig dejlige Frøken Emilie og min Sypige var to forskjellige og kun af Udseende lige Personer; men saasnart blot den Uforklarlige aabnede Munden — ja alt paa hendes Nejning gjenkjendte jeg den lille Bedragerske. Jeg var meget forvirret, og min Forlegenhed steg til det højeste, da den skjønne Emilie med ubeskrivelig Ynde traadte hen til mig, greb med Hjertelighed min Haand, og sagde: „den ulykkelige Pige med Sykurven maatte nægte Dem, meget ædle Mand! et Taksigelseskys. Adolphs usigelig lykkelige Forlovede beder Dem, at besegle Slægtskabets hellige Pagt dermed.“ Mig selv halv ubevidst sluttede jeg den nydelige Pige i mine Arme, og trykkede paa de bævende Læber saamange Venskabs- og Slægtskabskys, at Adolph endelig raabte: nu havde jeg beseglet Pagten nok. Smilende snoede Emilie sig af mine Arme, og sank til Adolphs Bryst, for at bringe hans avindsyge Yttring til Taushed med hendes Nektarmund.
„Men Bornlille!“ begyndte jeg, da jeg efterhaanden var kommen til mig selv: „naar alt det ingen Drøm er, hvad jeg seer for mig, saa fortæller mig dog, hvorledes alt det er kommet sig.“
„Alt, alt skal du faae at vide, min vakkre Broder!“ sagde Adolph dybt rørt, og sluttede mig til sit højbankende Hjerte. „I hint højere Liv, min ædle Ven! skal jeg engang lydelig fortælle, hvad du har gjort mod min Pige.“
„Stille, stille, Adolph!“ raabte jeg den Henrykte til, og undsaae mig, at han saaledes kunde tale om det Lapperi, som jeg — Usling i Eftermiddag havde handlet. Hvor ubetydelig maatte dog ikke hist en Handling være, som jeg alt i Dag selv saa smertelig havde angret. Sandelig! vi ere ret usle Mennesker. „Stille, Adolph!“ gjentog jeg, og den indvortes Undseelse farvede hele mit Ansigt. „Tal ikke derom, men sig: hvorledes hænger Alt dette saa underlig sammen?“
„Opløsningen af Gaaden fortæller jeg dig med to Ord. Men nu kjører jeg først min Brud hjem, saa kommer jeg igjen, aflægger dig min Beretning om den hele Historie, og i Aften er du da vor Gjæst. Vi holde vort Jaord.“
Han bød sin indtagende Brud Armen. Pigen blev med eet staaende henne ved Dørren. „Her — sagde hun hensunken i højtidelig Erindring — her stod jeg hjelpeløs, zittrende, ganske allene i denne vide Verden. Da sendte Gud sin Engel, der holdt mig. Og nu — o nu! Adolph! min evig elskede Adolph! gode, gode Gud! er jeg da al den Godhed værd?“ Hun hævede grædende de smaa Hænder, der havde reddet og plejet tre Mennesker, mod Himlen. Adolph drog mig og den fromme Pige taus til sit Bryst.
De gik Arm i Arm ud af Værelset, og kjørte hjem. Kort efter kom Adolph igjen.
„Nu! hør nu til, min Ven! min Broder! jeg vil fatte mig kort,“ begyndte han: „jeg kjendte Emilie alt, da hun med sin Familie endnu levede i lykkelige Omstændigheder. Hendes Talenter, hendes Opdragelse, hendes gode Hjerte havde lænket mig fast til Pigen. Jeg havde alt talt dengang, men Faderens umaadelige Stolthed lod mig befrygte, at mine Tilbud ikke bleve modtagne. Emilie var mig ret gunstig, jeg bildte mig endog halv om halv ind, at hun elskede mig. Under Krigen blev jeg forflyttet, jeg blev skilt henved syv Mile fra den Elskelige. Dagen før min Afrejse overraskede mit Hjerte mig. Som jeg tog Afsked fra Familien, fortalte jeg i Samtalen, at jeg vilde tilbringe den sidste Aften jeg var her i Bøgelunden, mit Yndlingssted, ganske allene. Denne Lund er Samlingspladsen for den herværende fine Verden, men besøges næsten slet ikke de Sognedage. Da jeg kysste Emilies Haand til Afsked, hvidskede jeg sagte: „Jeg seer Dem endnu engang.“ Hun havde forstaaet mig. Hun kom med en fortrolig Veninde. Jeg talte aabent og alvorligt med hende. Hun gav mig det første Kjærlighedskys; jeg svor at være hende tro til mit Yderste. Faderen vilde jeg skrive vort Forhold, saasnart jeg havde erholdt den Plads i Collegiet, jeg dengang ventede tidligere at have faaet. Jeg fik et eneste Brev fra hende. Mine, som jeg lagde inden i Breve til en Ven, kom tilbage, da Familien efter Faderens Død, der skal have taget Gift, var draget bort, uden at man vidste hvorhen. Min Tjeneste bandt mig til min Post; jeg kunde, især i den daværende urolige Tid, ikke regne paa at faae Tilladelse at rejse for at opsøge hende. Jeg lod i adskillige Aviser indrykke en Opfordring til E. v. H., at underrette mig om sit nærværende Opholdssted. Alt forgjæves.
Endelig faaer jeg den længe lovede Post, og kommer hid. Morgenen efter Din Ankomst gaaer jeg tidlig ud. Du sov endnu, troer jeg. Da jeg kommer tilbage, og alt er her i Gaden, træder en meget nydelig Pige med en Kurv under Armen her ud af Huset, aander i sit Tørklæde og holder det for Øjnene, som man gjerne plejer at gjøre, naar man ikke vil lade see, man har grædt. Ansigtet selv kunde jeg ikke see for Straahatten. Figuren var saa vakker, hendes Væsen saa beskedent, hendes Gang saa glad svævende. En En sædvanlig Pige kunde det ikke være. Jeg gik efter hende, for at see hvor hun boede. Jo længer jeg gik efter hende, jo mere kom Emilie mig umærket for Sjælen; men denne Pige var idetmindste en halv Tomme højere; hendes Barm og Skuldre fyldigere, hendes Væxt frodigere; og desuden, Frøken v. Haldenburg! hvad skulde hun gjøre tidlig, inden den var 8, i et Vertshus? — Broderierne, der laae i hendes lille Kurv, bragde mig paa den Formodning, den nydelige Glut maatte være en Sypige. Hun tabte sig alt længer og længer ind i de afliggende Sidegader, vi maatte snart være ved Enden af Byen. Husene blev mere enkelte, lange Haugemure og Gjærder trak sig ned ad Gaderne. Jo raskere jeg gik, jo mere skyndte hun sig foran. Hun mærkede, at der gik Nogen bagefter hende. Jeg vilde talt til hende, men jeg var ingen Gjennemrejsende; jeg blev her. Jeg kunde maaskee udsætte mig for Eftertale, og — Pigen kunde jo ogsaa være af ganske skikkelige Folk. — Forlegenheder af det Slags passede ikke med min ny Embedsstilling. Endelig drejede hun af ind i den sidste lille Gade tæt ved Volden, og gik ind i en Hauge, som et lavt Hus stod ved Enden af. Haugen laae lavere end Gaden; jeg kunde oversee det Hele. Tæt ved Døren arbejdede Gartnersken. Hun modtog Pigen, der kom ind, med et venligt Godmorgen, Jomfru! og spurgte hvordan det var gaaet hende. Pigen saae sig om, men da hun ikke blev mig vaer, der stod bag et Træ, tog hun et lidet Papir ud af Kurven, lagde fem Guldstykker i den lille hvide Haand, og fortalte Konen en lang Historie, men som jeg ikke forstod noget af, da hun talte sagte. De gik nu begge ad Huset til, og Gartnersken slog af Forundring og synlig Deltagelse bestandig med begge Hænder paa sit Forklæde.
Nu vidste jeg saa temmelig, til hvad Classe Pigen hørte; kun det forgrædte Ansigt, hun kom ud fra Vertshuset med, kunde jeg ikke rime sammen.
Efter en lang Stund kom Gartnersken igjen tilbage og gik til sit Arbejde. Jeg lod som jeg først nu kom forbi, og spurgte over Plankeværket, om jeg kunde faae noget Frugt.
„Gjerne, min vakkre unge Herre!“ svarte den Venlige, og aabnede mig Haugedøren.
Jeg betalte de Kirsebær, jeg fik, netop dobbelt saa dyrt, som hun forlangte, og forsikrede hende, da hun ikke vilde tage derimod, jeg gjør det med Fornøjelse, for Kirsebærrene var her saa dejlige, at jeg aldrig i mine Dage havde smagt Magen. Denne Ros og min Gavmildhed aabnede mig hendes Hjerte. Jeg fortalte hende, jeg vilde bruge Brønden, og til den Ende ønskede at leje mig et roligt Haveværelse. Beliggenheden af hendes Hauge — føjede jeg til — staaer mig an; kunde jeg kanskee faae et lidet Værelse; jeg betaler med Fornøjelse hvad hun forlanger.
Hun beklagede, hun ikke kunde tjene mig, da hendes lidet Hus alt var besat. Jeg spurgte, hvad hun fik i Leje, og da hun nævnede mig Prisen, bød jeg hende det dobbelte, hvis hun vilde lade Lejeren flytte ud.
„Og om De saa gav mig fire Gange saameget,“ svarte den Retskafne, „kunde jeg ikke gjøre det. De Folk, jeg har boende hos mig, ere fattige, gudfrygtige og gode. Jomfruen — kanskee De har seet hende gaae, hun kom et Øjeblik før — er en sand Engel. Hende lod jeg ikke komme af Huset, om De saa bød mig Guld og grønne Skove.“
„Hvem er de Folk?“
„Haldensteins hedder de.“ Jeg blev forskrækket over Ligheden af Navnet. „De har nu været her Aar og Dag, og Pigen føder og plejer den hele Familie. Hver Morgen og hver Aften beder hun paa sine Knæ; men endnu er hun ikke bønhørt. Hun lider Mangel og Nød, men hun klager ikke. Naar det bliver hende for surt, gaaer hun ned i Haven, i en afsides lille Krog, og græder sig ud i Stilhed, saa er hun igjen munter og blid, og sidder og syer til langt ud paa Natten. Nej, kjære Herre! den Pige lader jeg ikke komme af Huset.“
Vi havde staaet bag et Bed høje Stangsbønner. Pigen var kommet ud af Huset uden at vi havde seet hende; hun havde heller ikke lagt Mærke til os. Nu stod hun for os. Det var Emilie. Med et højt Skrig af den usigeligste Glæde styrtede jeg imod hende. Hun udbredte sine Arme, zittrede, blegnede, og sank kold og med bristende Øjne til mit Bryst. Jeg kysste hende tilbage ilive. Hun kom sig langsomt; men hun kunde ikke slaae Øjnene op. Følelsen af hendes forvirrede Forfatning trykkede hendes Blik ned til Jorden. Skrækken havde lukket hendes Mund. Endelig vædede det beklemte Hjerte hendes skjønne Øje med velgjørende Taarer.
„Hvordan seer De mig igjen?“ sagde hun sagte, og holdt den zittrende Haand for Ansigtet. Jeg favnede den Indtagende, og gjorde hende blide Bebrejdelser, at hun ikke havde svart paa mine Breve, paa mit Anmodning i Aviserne. „O! min Ven!“ begyndte hun med blød Stemme: „det er nu Altsammen anderledes, langt anderledes end tilforn. Vi ere blevne fattige, meget fattige; Deres senere Breve har jeg ikke faaet, Aviser læse vi ikke. Jeg vilde engang skrevet Dem til; men vort Forhold var sønderrevet ved vor ødelagte Forfatning. Vor sidste Afskedsaften gav mig Forhaabninger, som jeg med blødende Hjerte maatte tilintetgjøre. Saaledes fordrede min Fornuft. Gud har bøjet mig dybt. Jeg ærer hans strenge Midler.“
„Fromme Lidende!“ raabte jeg, og sluttede, overvældet af hendes Yndigheders Magt, Emilie i mine Arme: „er De bleven hin Ed tro, er Deres Kummerstund til Ende.“
„Det er forbi, Hr. v. Walen!“ sagde Emilie og drog sig blidelig ud af min Favn: „Mit Hjerte bevarede hin hellige Ed i sin Renhed, men — bliv De min redelige Ven! og lad os ikke tale videre derom. Jeg har bragt min jammerfulde Forfatning tusinde Offere, dette var maaskee det tungeste. Ved Deres Side maa en Anden staae. Den fattige Emilie hører ikke mere hen paa denne glimrende Plads. Berør aldrig mere denne Streng! — maa jeg ikke føre Dem til min Moder? skaan, saameget muligt, den Sunkne; hun er syg, og derfor ikke saa stærk som jeg.“
Vi gik stiltiende mod Huset. Moderen modtog mig med Hjertelighed og Glæde. Vi talte næsten en Time om vort gamle Bekjendtskabskreds. Endelig kunde jeg ikke meer paalægge mit Hjerte Tvang. Jeg fortalte Moderen aabenhjertig og ærlig det nøjere Forhold, jeg havde staaet i med Emilie, og bad nu om denne Engels Haand. Moderen var overrasket, Emilie i den huldeste Forvirring. Moderen vilde gjentage, hvad Emilie havde sagt mig; men jeg faldt hende i Ordet, sagde: at jeg allerede vidste Alt, og forsikrede, at Emilie var mig nu dyrebarere end nogensinde. Da sank min kjærlighedsfulde Pige lydelig grædende til mit frydfulde Hjerte, og Moderen velsignede vor Pagt.
Vi maatte begge ud i fri Luft. Emilie ilede i glad Henrykkelse med mig til Gartnersken, der i hendes Lidelses-Dage saa trolig og kristelig havde rakt hende Haand, og med Deltagelse og Hjelp lindret hendes Kummer.
Hun fortalte den brave Kone sin Lykke, som hun kaldte det, og priste for mig den vakkre unge Gartnerske som sin eneste Veninde i Nødens Tid.
„Seer De nu, min unge Forlovede!“ begyndte venlig den godmodige Gartnerske, og vilde med Ømhed kysse Emilies Haand: „har jeg ikke altid sagt, at Haabets Anker ikke svigter, naar det faaer fat i god Bund? det Billede, Haabet med sit Anker, hænger over min Seng, og hver Morgen jeg stod op, har jeg bedet til Gud, at Haabet dog ikke maatte forlade min Emilie; for et Menneske uden Haab — gode Gud! det er dog alt for ulykkeligt! O, kjære Herre!“ blev hun ved, og vendte sig til mig: „jeg veed ikke, hvem De er; men hold De mig den Pige ret i Ære, det er en Gudsengel! saa god, saa hjertensgod er ingen paa Jorden.“
Emilie kyssede den unge Kone paa hendes friske Læber; Konen spøgte endnu længe over min dyre Betaling for hendes Kirsebær, og mine Lejetilbud, og ønskede os, i sin trohjertige Veltalenheds Fylde, sin bedste Velsignelse.
Emilie gik; jeg fulgte hende; vi satte os i et Lysthus i kjærlig Fortrolighed. Hun fortalte mig den forbigangne sørgelige Tids Historie, som jeg siden har hørt, Du har af hendes egen Mund. Endelig kom hun og til samme Dags Morgen, og gav mig, uden at jeg spurgte hende derom, Oplysning om de fem Louisdorer. Broder! det var Dig! Værelse, Dragt, og Person betegnede Dig. Du skulde hørt den Pige tale om Dig; Du maatte have holdt af Dig selv. Men sig — gamle herlige Dreng! Du havde rimeligviis i Dag kjendt Emilie — hvorfor havde Dit Hjerte vendt sig fra hende, hvorfor advarede Du mig for hende som en —“
„For Guds Skyld, ti! tal ikke Ordet ud; du brændemærker mig. Rent ud sagt! hun havde fortalt mig om sin bittre Fattigdom; nu fandt jeg hende i den højeste Velstands Glimmer. Jeg trode hun havde —“
„Bedraget mig, vil du sige, Broder! ak nej! Alt var bogstavelig sandt, hvad hun havde fortalt Dig. Med hjertelig Glæde fortalte jeg hende, at Du var min fortroligste Ven, min nærmeste Frænde; og vi aftalte en liden Plan ret højtidelig at overraske Dig derude. Jeg havde naturligviis strax efter de første Timer, vi gjenfandtes, intet vigtigere Anliggende, end efter bedste Evne at forbedre Emilies og hendes Paarørendes Forfatning. De flyttede hen i en anstændig Bopæl i Byen, og min sødeste Omsorg var, i hver Henseende muligt at holde min indtagende Emilie skadesløs for de lange Savn af Livets Nydelser. I Dag skulde nu Du lære at kjende hende i hendes forandrede Skikkelse. Emilie kjørte først ud med sin Moder. Du skulde see hende, og komme lidt i Forlegenhed. Jeg vilde da komme senere, løse Gaaden og forestille Dig min Pige som Forlovet. Nu veed jeg, hvad der har forstyrret vor Plan; men kom nu ogsaa, man venter os. Theklokken har for længe siden slaaet.
Den Lykkelige trak mig med sig. Den liden Familiekreds modtog mig med Hjertelighed og den fortrolige Tone, Slægtskabsretten stundum synes at have tabt. Den ærlige Gartnerske, der havde hjulpet at bære Emilies Lidelser, skulde ogsaa dele hendes Glæder.
Næppe havde vi sat os i Kreds om den dampende Themaskine, da en Vogn rullede udenfor Huset. Adolph og Emilie fløj ud af Værelset. Om faa Øjeblikke bragte de jublende min Marie ind midt iblandt dem. Marie, min hulde Hustru, fløj i mine Arme. Den hjertensgode Adolph havde foranstaltet mig denne Overraskelse. Han havde sendt Heste og Vogn efter min Marie, ladet indrette Værelser til os ved Siden af Emilies, og paa denne liberale Maade ydet den Tak, han troede at bære mig og hende skyldig for de smaa Opoffrelser, hvormed jeg havde beviist Emilie min Deltagelse.
Skinnet bedrager! er et gammelt Sandsagn; men medrette burde man tilføje: Gud være lovet, det ikke altid er til det værre.
K. R.