Naar vil Døden dette Øie lukke,
Som forgiæves bittre Taare græd
Vil dens kiøle Aande snarlig slukke
Denne Ild, mit Hierte martres ved?
Naar skal trætte Vandrer finde Hvile,
Er den hede Dag ei snart forbi?
Skal dens Aften mild og skyfri smile,
Mens jeg lukker matte Øine i?
Venlig Dødens tause Nat mig vinker
Mod dens dybe, himmelfulde Roe,
Der mig ingen troeløs Stierne blinker,
Salig Søvn og Glemsel i den boe.
Naar ei meer du banker arme Hierte!
Da først faaer du Fred, du aldrig nød,
Dødens Søvn er eene fri for Smerte
Og den lange Søvn, før man blir fød.