I Blindheds og Afguderiets Dage
Man troede, at Chariterne var tre;
Selv jeg og længe var i liig Vildfarelse,
Men kom dog endelig fra den tilbage,
Og saae at disse tre var eet;
At det var een og samme Huldgudinde
Der snart i Fryd, snart Sorg, snart Spøg, snart Alvor seet
Trefoldig forekom Vankundige og Blinde.
Fuld vel jeg veed det nu, der er kun een,
Som, alle Dyders Søster, Uskylds Datter,
Fortryller os i Taare og i Latter,
Hvis Sorg er huld, hvis Alvor bliid, hvis Glæde reen.
Thi hende denne Samling hellig være!
Men vil den tækkes hende — Baggesen!
Med riig’ og gavmild Haand Du pryded’ den,
For Huldgudinden Du den selv frembære.
K. L. Rahbek.