Vurderingen
efter det 7de Stykke i Stolbergs Jamber.
efter det 7de Stykke i Stolbergs Jamber.
Det er os medfødt høit at ære det,
Gud skienker Mennesket, og høiere,
End hvad han selv erhverver; hiint er mærket
Med Guddoms Stempel, og tildrager sig
Beundring, men og gusten Avind. Saa
Den skiønne Qvindes Blik, der straaler milde
Og klart af hendes store Øine, og
Selv kiender ei sin Magt, som Maanen, der
Blidt skinner hid, og virker Flod og Ebbe,
Det Blik, som hyldes af hver Yngling, vækker
Den visnende Matrones Avind, og
Den grimmes Harm, og hendes Tunges Gift.
Vær modig som Achilles, en Thersit
Vil spotte dig; vær Philosoph, ei een
Af dem, som male Viisdommens Skelet,
Paa Høresalens Tavle, og som aldrig
Gudinden her forklaret vandre saae,
Som hun af Socrates og Plato saaes,
Og Tullius, som Moses hende seer,
Vær disse liig, og syllogistice
I en Sorit paa mange Paragrapher
Vil man bevise, du ei hører til
Systemet, og veed altsaa ingen Ting,
Og er en Taabe.
Skialden, som sig hæver
Med dristig Vinge, som ham Himlen gav,
Undsvæver Daarens svage Syn, men ei
Hans Dom.
Jo nærmere mod Himlen Klopstock
Opsvinger sig, og lærer Sang af Engle,
Jo man henrykt følger ham med aabne
Med taarefulde Øine, og hans Folk
Ham signer, Yngling, Pige, Mand, og Oldinge,
Jo meer den lille Klygtlings Nid opvækkes,
Som selvklog sig oppuster, som en Tudse,
Der hovner af sin egen Gift. Som Slangen,
Der hvisler mellem Græsset, hvisler og
Vor Klygtlings ubenævnte Leiesvend,
Men halt er denne Slangs Bugtegang,
Som Lichtwehrs bider den sig selv i Halen,
Og altsaa maae den døe, naar Solen daler.
Dog ikke Slangen, ikke Tudsen eene,
Som hver en Hædersmand med Haanhed flyer,
Selv mangen ædle Videnskabers Dyrker
Miskiender Digtekunstens Værd, og tykkes,
Han er dog mere nyttig for det heele,
End Gerstenberg og Göthe; „Thi hvad Nytte“
Saa er hans Ord „giør vel en Digter Staten?
„ Er ei enhver, der bærer Landets Byrde,
Til større Gavn end han?“ Jeg seer det nok,
Min kiære Ven, fordi du læser over
Mathesis, og din Fætter siger Dom af;
Saa troe I, I giør meere Gavn end Milton,
Bør altsaa gaae for Milton? ikke saa!
I tie? Eders Smiil mig svare: Ja!
Saa ynker jeg de stakkels Mennesker,
Som gik, og gaaer, og vil fremdeles gaae
I Blinde væk, saalænge Digterne,
De stolte, høres. Men, før du dog stikker
Dem for den Stær for stedse, saa betænk
Dog først, hvad du kan vinde selv derved,
Naar hver vurderes efter Nytten af
Hans Kunst. Jeg veed det meget godt, De er
Al Ære værd min Herr Professor, og
De med; De fælder Dom om mit, og dit;
Dog dersom Nytten af en Kunst, og ei
De Sieleævner, den udkræver, afgiør
Dens Værd, saa staaer en Bager for ved Dem
Saa staaer han for ved Nevton — „Nei vist ikke!
„ Dem er der mange tusind af, og vil
Hans ikke bage, stikker Niels dog Fyr.“
Vel talt! men mine Herrer! der er ogsaa
Jo mange hundrede af dem, og dersom
De end slog Haanden af vor Stat, saa tog
En anden ærlig Mand strax deres Sted.
See deri stikker Tingen, mine Herrer!
De havde dømt om mit og dit, saa godt
Som han, og han maalt Landet op, saa godt
Som De, om Fædres Valg ei havde tildeelt
Enhver af dem sin Lod. Fra Himlen selv
Faldt Digternes, og faldt for meget faa.
Almindelig er deres Virkekreds,
Og varig deres Vælde; ingen Digter
Har lært det, som han blev, det er hans Roes,
Derfor forfølger Avind ham, fordi
Den kræntke Egenkierlighed sig ei
Kan smigre med den Trøst, hvad han er, kunde
Jeg ogsaa bleven, nok saavel som han.
Og nu hans Nytte! stor er Skialdens Magt,
Hans Brødres Hierte, deres Aand er Vox
I Skialdens varme Haand. Med dristig Flugt
Han søger Sandhed op, og finder den
Høit over alle Stierner, Kepler saae.
Han sænker sig ned i de mørke Dyb,
Og finder den i hemmelige Huler,
Hvor ingen Philosoph kan lodde, der
Paa Tvivlens vilde Bølger svæver om.
Til hans fortrængte Brødre leder han
Gudinden, og vil hun ei komme nøgen,
Han hyller hende ind i Morgenrøde,
Og giorder hende om med Iris Belte,
Han lokker Taare frem af Pigens Øie,
Og gyder Strømme himmelsk Følelse
I Jordens Sønners Barm, han lærer at
Foragte Døden, og han danner Helte.
Han dugger milde Glæder rundt omkring sig;
Og lærer at foragte alt uædelt.
Den sande Vise ærer ham, og han
Igien den sande Vise; begge gaae
Mod Himlen Haand i Haand, og skinne klart,
Som Castor og som Pollux mellem Stierner
For dem, der svæve paa det mørke Hav!