Veninde! paa Parnas en hæftig Trætte
Nys mellem begge Sceners Muser var:
Den var om dig! Jeg dig den vil berette:
Du veed, jeg overalt Spioner har.
Til hendes bedste, ypperste Præstinde
En Laurbærkrands hver af dem bundet har,
Da pludselig de begge sig befinde
At begge Krandse een bestemte var;
Der vilde ingen af dem vige,
Gudinder ere Damer, som man seer,
Og denne Deres Trætte — sandt at sige —
Ei just saa lige at afgiøre er.
Omsider eentes begge, at de vilde
Voldgive dig, at dømme mellem sig;
Men studsende de saae, de kom for silde,
Alt havde Gratierne krandset dig.