Carl Ploug (1813–94)

I sneg saa tyst Jer fra Kjøbenhavn,

som „Kongens Brev” I havde ranet,

og skifted Stand og forandred Navn,

førend Nyfigenheden aned;

man spejded ivrig, om det dog var sandt;

man kom og saa’, men Ingenting man vandt,

                før Alt var klart,

                og i en Fart

I rulled bort til Sommerlejren.

Men skjønt I Regel og Skik har brudt

ved „extraordinær Behandling”;

vi spare ville dog ej vort Krudt,

men sætte Segl paa Jer Forvandling:

I er ej mer, men var et Brudepar,

for os I er endnu dog hvad I var;

                Det „Hvedebrød”,

                som alt I nød,

vi skænke Jer i Brudegave.

Gid da det Hus, som I nys har bygt

bag Boulevardens unge Linde,

maa stande trofast og tæt og trygt

mod alle Existensens Vinde!

Gid Akters Hær og Dokumenters Trop

maa fylde Mandens Pult og Skabe op,

                men levne Plads

                til Venners Glas,

og Fruens kjære Syltekrukker!

Og gid I finde de Vises Sten

ved Kjærlighedens Arnelue,

og holde høj den og klar og ren,

saa Himlens Lys i den I skue!

Og gid Vorherre saa vil lade gro

sin Naades Sæd i Eder begge To,

                saa skal jer Pagt

                nok staa ved Magt

og brede om sig Gavn og Glæde!