Carl Ploug (1813–94)

Før ad Verdenshavets Vej Du drager

til en land-politisk Udkigspost,

og paa Republikens Julep smager

efter Folkethingets tørre Kost, —

tag herfra, hvor Du har gjort din Skole,

Tak og Pris som trofast Kammerat;

skjøndt Du skifted Titel, Stand og Kjole,

mister Du ej denne Slægts Mandat.

Tak for Ungdomsmodet, paa hvis Vinge

ind paa Stridens Tumleplads Du fløj,

og lod Ordets fulde Strenge klinge

i harmonisk Alvor eller Spøg!

Tak for Manddomsaldrens modne Tanker,

som har tidt elektrisk Klarhed spredt,

for hvert dristigt Chok i Fjendens Flanker,

for hver nyttig Gjerning, Du har ledt!

Tak især dog for det danske Hjerte,

Du i Arv fra dine Fædre tog!

Tungt det bar paa Danmarks Nød og Smerte,

varmt det for dets Held og Hæder slog.

Over Hav vil Haabet med Dig følge,

Haabet, som vi aldrig slippe kan:

hvilken Sol end Tidens Taager dølge,

heles skal engang vort Folk og Land.

Far saa vel og røgt dit Kald med Ære,

saa Du øser Glæde af det selv,

saa det Frugter for dit Land maa bære

og forøge dine Landsmænds Gjæld!

Og naar — ej for sent — Du hjemad vender,

find saa Alting voxet jevnt og frit,

saa Du knap vort gamle Samfund kjender,

skjønt dertil Du ærlig har gjort Dit!