Ved Indvielsen af Viborg Domkirke
10. September 1876.
10. September 1876.
1.
Paa Klippegrund Guds Kirke staar,
den frister ej Fæld eller Revne,
og ingen Menneskekløgt formaar
dens Taarne med Jorden at jevne.
I atten Hundredaar fast den stod
og trodsed Tidernes stride Flod;
og Døgnets de lette Vinde
ej letted en Sten fra dens Tinde.
Den staar som evig Sandheds Borg,
som Lyset paa Tankernes Veje,
som Trøstens Kilde i Savn og Sorg,
som Værn for vort dyreste Eje;
i Angst og Vaande som Frelsens Havn,
i Sjælens Kampe som Sejrens Baun,
som Løsning af Livets Gaade
i Fred og Forsoning og Naade.
2.
Det skumred i Dannemænds løvtakte Bo,
der glimted kun Brodertvistens Lue;
men ud over Slægterne lyser den Tro,
Mod Himlen det rakte sin grenede Top,
og skued vidt over Sø og Slette,
og vinked de tyngede Sjæle didop,
og kaldte til Hvile sød de trætte.
Der bøjed sig sejrsæle Drotter mod Jord,
der lagdes den myrdede paa Pude,
mens Klerkerne sang i det straalende Kor
om Kongen i Krybbe og i Klude.
Men Ælde og Ild brød den mægtige Mur,
og ragede Tvillingtaarnets Tinde;
den hellige Hal blev et ludende Skur,
dens Skjønhed et helt udslettet Minde.
Da kom der et Pust fra vor Ungdom og Vaar,
og vækkede Sandsen, der var veget;
vi følte, at Ret har til frie Mænds Kaar
kun Den, der ta’r Vare paa sit Eget.
Da sanked vi Smuler fra Fædrenes Bord
i Skindbøgers Støv, i grønne Høje;
og hvor deres Snille har efterladt Spor,
opdaged det klare Granskerøje.
Da fødtes den Tanke, at gjenføde dem
i Formernes Liv og Farvens Lue;
og nu af den synkende Stendynge frem
i nybaaren Skjønhed steg „Vor Frue”.
3.
Huset er bygget,
Herre! Dig til Ære;
vær dets Værge og dets Vagt!
Lad bag dets Mure
Slægt efter Slægter
samles og styrkes i din Pagt!
Giv dem, der lære,
Pintsedagens Tunger,
Ordets Kraft og Tankens Marv
Send Du dem Aanden,
som din Enbaarne
loved sin Menighed til Arv!
Giv dem, der høre,
Længsel efter Sandhed,
opladt Syn for egen Brøst;
ydmyge, varme
Hjerter, hvor Sæden
voxer og modnes til din Høst!
Oprejs os Alle,
naar vor Fod vil snuble!
Vær vor Viljes Støttestav!
Led saa vor hele
jordiske Vandring,
at vi med Fred kan gaa i Grav!