Ved H. C. Andersens Jordefærd
11. August 1875.
11. August 1875.
Sov, Du trætte Barn, sov sødt,
aldrig ængstet mer og saaret,
under Blomstertæppet blødt,
i det Skød, som har Dig baaret!
Mens Du rundt i Verden fandt
nok af Ros og venlig Vilje,
Dig et sønligt Hjerte bandt
fast til Fædrelandets Tilje.
Underfuldt Guds Naade har
Dig igjennem Livet ledet,
om den Snillets Skat, Du bar,
i din Barndoms Mørke fredet,
løftet Dig véd egen Kraft,
op til Ærens lyse Tinde;
aldrig Hjertets Renhed tabt,
altid dog et Barn i Sinde!
Og naar Du din Billedhær
fylked, og dit Lune glimted,
gjennem Jordens Farveskær,
Himlens Herlighed Du skimted.
Endt er Livets Eventyr
nu, og løst dets sidste Gaade;
men et nyt, et evigt gry’r
hisset for Dig ved Guds Naade.
Og dit lille Fædreland
Dig i trofast Minde gjemmer,
prist af Kvinde og af Mand,
lifligst dog af Barnestemmer.
Kan mod Fare og mod Vold
Kunst og Videnskab det værne,
skal dit Navn fra Danmarks Skjold
tindre som en Lykkestjerne!