Ved Studenternes Fakkeltog til Nordens Konger
25. Maj 1875.
25. Maj 1875.
I Tankernes Rige, i Kundskabens Land
staar Maalet, der vinker vor frejdige Stand.
Vi veed, det er evigt; det slukkes ej af
de skummende Bølger paa Tidernes Hav.
Og lysne engang for den Ringestes Syn,
og ramme den sejrende Udaad som Lyn
skal Sandhed!
Og Ungdommens Hjerte er Drømmenes Hjem;
der myldre de tonende Billeder frem,
og Farve de faa af vort bankende Blod,
og Højhed og Glands af vort svulmende Mod.
Ja, løfte vor Attraa, som Lærken, mod Sky,
og Aandens vaarfrodige Kræfter forny
skal Skjønhed!
Men hvad er saa sandt, som Naturlovens Bud,
som Mærket, vor Stamme har faaet af Gud,
der præger dens Grene, der former hvert Blad,
der ej kunde slettes af Tvedragt og Had?
I Arv tage Sønnerne Fædrenes Sag;
thi Sandhed er Folkenes Fostbrødrelag
i Norden.
Og hvad er saa skjønt, som naar Aftenens Glød
hensmelter i Morgenen, straalende rød;
naar Mindet, opgravet af Højenes Muld,
omsmedes til Haabets det fagreste Guld?
Lad Stormene gaa over Fjeld, over Vang,
dog aldrig forstummer Forjættelsens Sang
i Norden!
I Herskere høje, som raade dets Tarv,
velsigne Jer Gud, og bevare jer’ Arv!
Som trofaste Brødre, der kjende ej Svig,
I sidde, hver af Jer paa Kjærlighed rig,
mens Folkene stræbe mod skiftende Med
og voxe sig sammen i Frihed og Fred!
Hil Eder!